Erhverv

Kapitalfond køber grønt energiselskab med flere møgsager i bagagen

Waterland køber Modstrøm i en handel til ca. 200 mio. kr.

Kapitalfonden Waterland har købt energiselskabet Modstrøm, som sælger strøm og serviceydelser, der skal hjælpe klimaet. Foto: Modstrøm

Kapitalfonden Waterland køber det danske energiselskab Modstrøm, som slipper af med en kontroversiel ejerkreds og samtidig får penge til at vokse gennem opkøb.

Ifølge Finans’ oplysninger betaler kapitalfonden i omegnen af 200 mio. kr. for Modstrøm, som sælger energi- og energiydelser til ca. 75.000 danske husstande, men som også har været i avisoverskrifter pga. aggressive salgsmetoder samt en medejer med en blakket fortid.

»Vi er glade for og stolte over, at en virksomhed som Waterland har vejet os og fundet os tilstrækkeligt tunge til at investere i os,« siger adm. direktør Anders Millgaard og fortsætter:

»Vi er en virksomhed, som udelukkende har arbejdet med organisk vækst. Nu kigger vi på, om vi kan øge væksten gennem opkøb.«

Waterland sætter sig på langt størstedelen af selskabet, mens Millgaard, som ejer en mindre andel i dag, fortsætter som direktør og medejer.

Til gengæld betyder kapitalfondens indtræden, at Modstrøm kan sige farvel til den resterende ejerkreds som bl.a. tæller Sune Olsen. Telerigmanden, der i mange år solgte erhvervsabonnementer for Telia via firmaet Teleworks, ejer ifølge den seneste indberetning til selskabsregistreret ca. en tredjedel af Modstrøm.

Han foretog investeringen i 2011, efter at Modstrøm var gået konkurs, da firmaet ikke kunne stille 20 mio. kr. i sikkerhed til sin energileverandør.

Men offentligt er Sune Olsen måske mest kendt for et retsligt slagsmål med Telia om 153 mio. kr. samt en fængselsdom på to år og tre måneder for overtrædelse af både våben- og narkotikaloven i december 2017, som Børsen tidligere har omtalt.

Med Waterland ombord får Modstrøm en investor, som er vant til at lave utraditionelle investeringer set med kapitalfond-briller, men som også har en lang historik med at øge sine selskabers størrelse gennem opkøb.

Siden elmarkedet blev liberaliseret, og forbrugerne fik mulighed for selv at vælge, hvor man vil købe strøm, er flere selskaber som Natur-Energi, Nettopower, Modstrøm, Gul Strøm og Vindstød skudt frem.

Men en ringe mulighed for at differentiere sig eller levere billigere strøm end de traditionelle energiselskaber - bl.a. fordi afgifter udgør den største del af danskernes elregning - betyder, at det har været svært at få danskerne til at skifte energiselskab.

Dermed sidder de nye aktører stadig på en forholdsvis lille del af markedet, og flere har haft svært ved at tjene fornuftige penge, mens andre som Vindstød og Natur-Energi er blevet opkøbt af etablerede energiselskaber.

Modstrøm er imidlertid ét af de selskaber, som ser ud til at have knækket den økonomiske nød, og firmaet med ca. 130 medarbejdere tjente knap 18 mio. kr. før skat i fjor.

»Vi tror på, at vi kan bidrage til at professionalisere og ikke mindst konsolidere den her branche. Det har vi god erfaring med fra Holland, hvor vi har to investeringer, som er mere eller mindre inden for samme område,« Kaspar Kristiansen, managing director hos Waterland.

Midstrøms forretningsmodel er baseret på at hjælpe danskere med deres egen grønne omstilling, men selskabet har også været i vælten for sine salgsmetoder.

Modstrøm fik sammen med tre andre energiselskaber i 2019 kritik af Forbrugerombudsmanden for sine salgsmetoder. Sælgere havde bl.a. ringet forbrugere op og givet dem »urigtige, mangefulde og/eller vildledende« oplysninger, fortalte ombudsmanden. Ligesom nogle forbrugere havde fået indtryk af, at de blot havde takket ja til information fra selskabet, men »efter efterfølgende modtog både regninger og rykkere.«

»Sagerne hos Forbrugerombudsmanden er uacceptable, og i og med at vi går ind, har vi også ryddet op i en masse af sagerne og forliget disse. Der er stadig nogle åbne sager, men vi arbejder på at lukke og afslutte dem, så Modstrøm kan komme videre i et nyt ejerskab,« siger Kaspar Kristiansen, managing director hos Waterland:

»Vi har selvfølgelig lavet en grundig due dilligence, inden vi træder ind, og tingene er, som de skal være. Den tidligere ejerkreds har jeg ingen kommentarer til, udover at de træder helt ud nu.«

BRANCHENYT
Læs også