Estee Lauder vil skære op mod 2000 stillinger fra globalt
Den amerikanske kosmetikkoncern Estee Lauder klarede sig dårligere end forudset i fjerde kvartal af selskabets skæve regnskabsår.
I kvartalet endte Estee Lauder med et justeret underskud per aktie på 53 cent.
Det var et dårligere resultat end forventet, da analytikerne havde regnet med et underskud på 20 cent per aktie, viser estimater indsamlet af Bloomberg News.
Kosmetikselskabets forventninger til det indeværende første kvartal er også til den skuffende side.
Estee Lauder forventer selv at lande en indtjening per aktie på 80-85 cent, mens analytikerne have forudset en indtjening på 1,22 dollar per aktie i første kvartal.
Den amerikanske koncern er blevet hårdt ramt af coronakrisen. Det har fået selskabet til at lancere en plan for, hvordan det får forretningen på rette spor igen.
Det betyder blandt andet, at Estee Lauder vil skære mellem 1500 og 2000 stillinger fra globalt, lyder det torsdag.
Det drejer sig primært om salgs- og supportpersonale.
Selskabet regner også med, at det vil lukke omkring 10-15 pct. af sine egne butikker på globalt plan, ligesom det også har planer om at lukke udvalgte salgssteder i stormagasiner, som ikke leverer tilfredsstillende resultater.
Planen, der går under navnet Post-Covid Business Acceleration Program, forventes i sidste ende at resultere i årlige besparelser på mellem 300 og 400 mio. dollar før skat.


