Mærsk-rival fik overskud på 102 mio. dollar i første halvår
Det Hongkong-baserede containerrederi Orient Overseas Container Lines (OOCL), som er ejet af kinesiske Cosco, kom ud af første halvår med et overskud på 102 mio. dollar mod 139 mio. dollar i samme periode sidste år.
Det skriver Shippingwatch, som henviser til regnskabet for holdingselskabet Orient Overseas International Limitid.
- Siden maj ser efterspørgslen på nogle ruter ud til at have forbedret sig noget, mens OOCL har leveret yderligere kapacitet for at bakke op om vores kunders ønsker. Den tentative bedring i efterspørgslen er dog langt fra sikker, og vi vil fortsat monitorere situationen tæt, skriver ledelsen i regnskabet ifølge mediet.
OOCL omsatte i første halvår for 3,4 mia. dollar efter håndtering af 3,28 mio. teu. I første halvår af 2019 lød de to poster på henholdsvis 3,3 mia. dollar og 3,37 mio. teu.


