Bach Gruppen vil efterforske kritiske forhold ved prestigebyggeri
Entreprenørselskab mener at have afdækket en række grove uoverensstemmelser hos datterselskab og vil have undersøgt byggeprocessen vedrørende højhusbyggeri.
Bach Gruppen har indledt en efterforskning og undersøgelse af et af selskabets byggerier i projektet Bryggens Bastion på Amager, som opføres af datterselskabet BG Njalsgade ApS.
Den interne undersøgelse og efterforskning kommer på baggrund af foreløbige prøveresultater fra Teknologisk Institut, som stærkt indikerer, at personer i datterselskabet BG Beton har forfalsket eller afgivet ukorrekte fakturaer, følgesedler og bestillingssedler i forbindelse med leverancer af beton til byggeriet i 2018.
Det skriver Bach Gruppen i en pressemeddelelse, som er udsendt fredag aften.
Bach Gruppen er en koncern, hvor entreprenør- og ejendomsudvikling er blandt de mest markante forretningsområder.
Uoverensstemmelsen i den pågældende sag er konstateret omkring beton leveret i 2018 til et konkret projekt på Bryggens Bastion - kaldet "Byggefelt G". Her har BG Beton angiveligt leveret beton af en anden type end den, som BG Njalsgade ApS har bestilt.
"Vi er rystede over, at en leverandør angiveligt systematisk har ført os bag lyset, og derfor har vi valgt at iværksætte en omfattende, intern undersøgelse og engageret eksterne, professionelle efterforskere samt vores rådgivende ingeniører, for at få dem til at undersøge sagen til bunds. Hver en sten i den her sag skal vendes, og de ansvarlige skal stilles til ansvar", siger Finn Bach, grundlægger af Bach Gruppen, i pressemeddelelsen.
De samlede resultater af analyserne fra Teknologisk Institut forventes færdige om 3-4 uger, oplyser Bach Gruppen. Når Bach Gruppens undersøgelse er tilendebragt, vil selskabet vurdere mulighederne for politianmeldelse samt retsligt efterspil overfor de ansvarlige personer og selskaber involveret.
Det har endnu ikke været muligt at få en kommentar fra den anden involverede part, BG Njalsgade ApS.

