Flere brugte biler skifter hænder: Her er de mest populære
I alt har mere end 333.000 danskere foreløbigt købt en brugt bil i år.
Antallet af danskere, der vælger at købe en brugt bil, er stigende.
Alene i årets første syv måneder har mere end 333.0000 danskere erhververet sig en brugtbil, hvilket svarer til en fremgang på over 3 pct. sammenlignet med samme periode forrige år, skriver interesseorganisationen FDM.
Ifølge organisationen har brugtbilsalget været særlig højt i månederne, efter at Danmark blev lukket ned som følge af coronakrisen, mens salget af nye biler i samme periode har været faldende.
I alt har mere end 333.000 brugte biler skiftet hænder i år, og ifølge FDM topper Volkswagen listen over de mest populære brugtbiler.
»Det er ikke overraskende, at VW topper salgslisterne, for historisk set har de også solgt flest nye biler, som på et tidspunkt ender på brugtbilsmarkedet. Men der er faktisk solgt 50 pct. flere VW’er end det næstmest populære mærke: Peugeot. På tredjepladsen kommer Toyota, som er tæt forfulgt af Ford,« lyder det fra interesseorganisationen, der vurderer, at der på nuværende tidspunkt er færre brugt biler til salg sammenlignet med for et halvt år siden.
Ifølge FDM har Bilbasen.dk, der er en af de største aktører på brugtbilsmarkedet, i august omkring 54.000 brugte biler til salg mod knap 70.000 brugtbiler i foråret.
»En af årsagerne er, at nybilsalget er lavt, og herunder er salget til virksomheder faldet med 26 pct. i forhold til sidste år. Det betyder, at der er kommet færre brugte firmabiler ud på brugtbilmarkedet. Og fordi bilforhandlerne har færre biler til salg og har fået sværere ved at købe dem på de store auktioner, så bliver brugtbilspriserne ikke nedjusteret i samme grad som tidligere,« skriver FDM.
I årets første seks måneder er salget af benzin- og dieselbiler i Danmark faldet med 31 pct., mens salget af el- og hybridbiler i samme periode steg med 92 pct. Det viser en opgørelse fra Danske Bank.
I de første seks måneder af 2019 udgjorde el- og hybridbiler 4,5 pct. af det samlede salg til de danske husholdninger. Tallet nåede op på 5,4 pct. ved årsskiftet, og i første halvdel af 2020 har el- og hybridbiler sat sig på en endnu større del af det samlede salg, så det samlet set nåede op på 11,7 pct. i årets første seks måneder.


