Serier

Hver tredje frisør risikerer at skulle tilbagebetale corona-hjælpepakke

Selvstændige frisører risikerer at skulle tilbagebetale den lønkompensation, som de har modtaget fra staten i forbindelse med coronakrisen.

Corona rammer verden
Selvstændige frisører risikerer at skulle betale corona-hjælpepakker tilbage. Arkivfoto: Casper Dalhoff

Hver tredje selvstændige frisør, der har mistet al omsætning i forbindelse med coronakrisens tvangsnedlukning, risikerer nu at skulle tilbagebetale den lønkompensation, som de har modtaget fra staten.

Det viser en analyse foretaget af brancheorganisationen SMVdanmark, der varetager og rådgiver små og mellemstore virksomheder.

Ifølge SMVdanmark skyldes det, at lovgivningen og myndighedernes vejledning på området har været så »uklar og misvisende«, at de små og mellemstore virksomheder har haft svært ved at finde hoved og hale i retningslinjerne.

Mine medlemmer har handlet i god tro på baggrund af den vejledning, myndighederne har givet dem.

Jakob Brandt, direktør for SMVdanmark

Derfor mener Jakob Brandt, direktør for SMVdanmark, at brancheorganisationens selvstændige medlemmer ikke har kunnet tro andet, end at de har fulgt reglerne og derved levet op til de krav, der gjorde dem berettigede til at modtage støtte fra staten.

»Reglerne er desværre uklare og direkte misvisende, og myndighederne har ikke villet præcisere dem for os. Mine medlemmer har handlet i god tro på baggrund af den vejledning, myndighederne har givet dem. Derfor må politikerne præcisere over for myndighederne, at vi i Danmark selvfølgelig ikke straffer virksomheder, der kommer i klemme af uklar lovgivning og ringe myndighedsvejledning og da slet ikke for at have ydet en ekstra indsats for samfundet og kunderne ved at knokle 60 timer om ugen,« siger han.

For at søge om lønkompensation skal de selvstændige erhvervsdrivende under coronakrisens nedlukningsperiode have haft et tab på minimum 30 pct. fra den 9. marts og tre eller fire måneder frem. I maj reviderede Erhvervsstyrelsen dog bekendtgørelsen, så det fremgår, at de erhvervsdrivende ikke har måttet have nogen som helst omsætning i den tvangslukkede periode.

Mange selvstændige frisører har ifølge brancheorganisationen arbejdet 60 timer eller mere om ugen i perioden umiddelbart efter åbningen. Det betyder, at mange af dem ikke længere lever op til kravet om, at omsætningen skal være faldet med mindst 30 pct. over den samlede periode.

»Resultatet af deres hårde arbejde er, at i mange tilfælde ender deres samlede omsætningsfald måske ”kun” på 25-27 pct., og så har de ikke længere krav på hjælpepakken og skal betale tusindvis af kroner tilbage. Vi har eksempler på frisører, der har tjent et par tusind kr. over grænsen på de 30 pct. og nu skal betale 69.000 kr. tilbage. Det er helt og aldeles urimeligt,« siger Jakob Brandt.

Ifølge SMVdanmark har organisationen rykket mange gange for at få Erhvervsstyrelsen til at bekræfte, at den tvangsnedlukkede periode skulle forstås som en selvstændig periode. Men styrelsen svarede ifølge SMVdanmark først efter halvanden måned, og der var det for sent for frisørerne at indrette sig efter de nye retningslinjer, lyder kritikken.

BRANCHENYT
Læs også