Tidligere Mærsk-direktør under anklage i "verdens største bestikkelsessag"
Den store brasilianske korruptionssag, der er centreret omkring olieselskabet Petrobras, har kørt siden 2014.
Fredag lagde brasilianske anklagere sag an mod en tidligere direktør i A.P. Møller - Mærsk-koncernen. Sagen er en del af det, der er blevet kaldt verdenshistoriens største bestikkelsesskandale.
Den tidligere Mærsk-direktør er anklaget for medvirken til bestikkelse af en højtstående person i det brasilliansk-statsejede olieselskab Petrobras. Olieselskabet har siden 2014 været centrum for en stor korruptionsskandale, der omfatter mange selskaber i verden, heriblandt Mærsk.
Ifølge advokat Paulo Freitas nægter den tidligere Mærsk-direktør sig skyldig og agter at få sin uskyld bevist.
Ifølge Reuters er den tidligere Mærsk-direktør anklaget for at have deltaget i en ordning, som ledte til et tab på mindst 31,7 mio. dollars for Petrobras.
Ifølge anklagerne skulle den tidligere Mærsk-direktør have deltaget i en sag, hvor man gennem en mellemmand forsøgte at bestikke en Petrobras-direktør for at få informationer til gengæld. Disse informationer skulle sikre flere ordrer til Mærsk-koncernen.
»Vi tager beskyldningerne meget seriøst og fastholder vores samarbejde med myndighederne,« siger A.P. Møller - Mærsk ifølge Reuters.
Bestikkelsespengene skulle ifølge anklagen ende hos Petrobras-topdirektøren Paulo Roberto Costa, som til gengæld skulle levere fortrolig information om det statsejede olieselskabs fragtbehov tilbage til Mærsk, skriver Reuters.
Paulo Roberto Costa blev anholdt i 2014 og var ifølge Reuters en af de første ud af over 100 personer, der lavede en aftale med myndighederne om at afgive informationer i den kæmpe korruptionsskandale. Han har givet efterforskerne i sagen informationer om flere Petrobras-kontrakter - herunder kontrakter med Mærsk, skriver Reuters.
Sagen mod Petrobras begyndte i 2014 som en hvidvasksag på tankstationer, men den voksede hurtigt til at omfatte alt fra bestikkelse til korruption for et stort milliardbeløb.

