Apple på vej mod rekord efter nyt højeste kursmål
Apple-aktien fortsætter i mandagens formarked sin himmelflugt med en stigning på 1,8 pct., efter at finanshuset Morgan Stanley ser mere potentiale, i kølvandet af at markedsværdien i sidste uge gik forbi 2000 mia. dollar for første gang nogensinde.
Det skriver Bloomberg News efter fredagens markante stigning på 5,2 pct.
Aktien er steget med 120 pct. siden lavpunktet i marts.
Finanshuset løfter sit kursmål for aktien til 520 dollar fra 431 dollar, hvilket er det højeste blandt de analytikere, der dækker Apple.
- Apple handler med en rabat både i forhold til teknologiske platforme og stærke forbrugermærker, skriver analytiker Katy Huberty, der vurderer, at aktien har plads til at løbe videre.
Analytikeren fremhæver Apples vækstrate i de seneste fire kvartaler inden for salg, indtjening og de frie pengestrømme, som har udviklet sig positivt på trods af faldende iPhone-salg.
- Disse resultater understreger styrken i Apples brede økosystem af produkter og service, og det viser, at Apple er mindre afhængig af iPhonen, skriver Katy Huberty.






