Dansk møbelfabrik straffet for ulovlig import af teaktræ
En møbelvirksomhed fra Aarhus har fået en bøde på 75.000 kr. for at importere teaktræ fra Myanmar ulovligt.
En aarhusiansk møbelfabrik er tirsdag blevet dømt for i to tilfælde at have importeret ulovligt teaktræ fra Myanmar. Det skulle dreje sig om træ for en værdi af flere hundredetusinde kroner, der ikke havde fået foretaget den lovpligtige vurdering af, om træet kunne være ulovligt fældet.
De to tilfælde af ulovlige import af træ er ifølge Østjyllands Politi foregået i 2015 og 2017.
Miljøstyrelsen opdagede i 2017 den manglende dokumentation, hvilket førte til, at styrelsen måtte pådutte den aarhusianske møbelfabrik et påbud mod at importere teaktræ fra Myanmar. Påbuddet skulle gælde, indtil de havde sikret sig, at importen fra Myanmar havde været gennem en grundig risikovurdering.
Virksomheden så dog bort Miljøstyrelsens krav, da de trodsede påbuddet og fortsatte importen af teak fra Myanmar uden den lovpligtige dokumentation for, at træet var fældet lovligt.
»Der er en særlig risiko for, at træ fra et land som Myanmar er fældet ulovligt, men virksomheden gjorde slet ikke nok for at sikre sig, at det træ, de købte, var lovligt. Det er særlig groft, at virksomheden igennem flere år har undladt at indføre en tilstrækkelig grundig risikovurdering, og derefter også at virksomheden fortsætter den anden import vel vidende, at de har fået et klart påbud fra Miljøstyrelsen,« siger specialanklager Jan Østergaard ifølge Østjyllands Politi.
Anklageren i sagen gik efter en hårdere straf, og det skal nu besluttes, om sagen skal ankes hos statsadvokaten. Virksomheden har erklæret dens uskyld under sagen.
Virksomheder har ifølge EU’s Tømmerforordning pligt til at indføre en ”påpasseligheds-ordning”. I denne skal de sikre sig tilstrækkelige oplysninger om træet. Det er virksomhedens eget ansvar at foretage en vurdering af, om risikoen for ulovligt fældet træ er minimal.


