Virksomheder og private el- og gas kunder står overfor en regning på 28 mia. kr.
Statslige Energinet har fået godkendt en investeringsplan for 2020-2023 på i alt 28,3 mia. kr. Regningen lander hos landets 3,7 mio. el- og gaskunder.
Klima- og energiminister Dan Jørgensen har godkendt en gigantisk investeringsplan for statslige Energinet frem mod 2023.
»Den samlede investeringsramme for perioden 2020-2023 er på 28,6 mia. kr.,« fremgår det af et såkaldt aktstykke, som Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet har sendt til Folketingets finansudvalg.
De mange milliarder skal bl.a. bruges på det såkaldte Baltic Pipe-projekt, som skal sikre norsk naturgas til polske forbrugere.
Rørledningen føres via Danmark, og i den forbindelse investerer Energinet 5,9 mia. kr. i projektet.
En anden stor investering er Viking Link-projektet, som skal åbne for, at vindmølleejere kan afsætte dansk vindstrøm på det britiske marked via et nyt elkabel fra Vestkysten til England.
Alene i 2020 og 2021 vil det omdiskuterede projekt koste elkunderne 2, 9 mia. kr.
Fremsendelsen af det aktuelle aktstykke skyldes imidlertid, at Energinet her og nu har behov for at låne endnu 2,5 mia. kr. til bl.a. nye anlægsinvesteringer, så det samlede lånebehov i 2020 runder 4,5 mia. kr.
Når Energinets gigantiske investeringsplan frem mod 2023 er interessant for landets i alt 3,7 mio. el- og gaskunder, hænger det sammen med, at de betaler for driften af det statslige selskab via en række særlige el- og gastariffer.
Størstedelen af indtægterne kommer fra landets 3,3 mio. elkunder via betaling af en såkaldt nettarif.
I 2020 er nettariffen på 9,7 øre pr. kilowatt-time (kWh), hvilket er rekord og en stigning på 21 pct. i forhold til 2019.
For en husstand med et typisk elforbrug på årligt 4.500 kWh løber 2020-betalingen til Energinet op i 437 kr., mens erhvervslivet står til en 2020-regning på omkring 2,0 mia. kr., idet erhvervslivet står for omkring 60 pct. af elforbruget herhjemme.
Tarifferne fastsættes løbende for et år ad gangen. Energinet oplyser således på sin hjemmeside, at 2021-nettariffen for elkunderne ventes af blive lagt fast på et møde i november.

