Fortsæt til indhold

Efter fejlskud og milliontab: Silvan øjner sorte tal på bundlinjen

Efter et mislykket forsøg ser det nu ud til, at det er ved at lykkes den nye ejer af Silvan at rette op på den kriseramte gør-det-selv-kæde, som har mistet markedsandele.

Erhverv

Mens rivalerne er vokset, er Silvan skrumpet og har haft så meget grus i pengemaskinen, at der har været tale om en regulær krise. Men nu begynder det at lysne for selskabet, der netop har offentliggjort regnskabstal for både 2019 og det første halvår af 2020.

»Vi var i en meget svær situation i starten af 2019, men i sommeren 2019 udviklede vi en turnaroundstrategi, som nu er blevet gennemført med succes,« siger Jan Becker, adm. direktør i Silvan.

Jan Becker er også partner i den tyske kapitalfond Aurelius, som overtog ejerskabet af Silvan i 2017. Siden overtagelsen er de samlede tab på bundlinjen løbet op i over 100 mio. kr.

Det værste år var 2019, hvor underskuddet endte på 87 mio. kr. Den kritiske situation i 2019 betød bl.a., at Silvan måtte låne et millionbeløb af sin ejer, har Børsen tidligere beskrevet.

I 2020 forventer Silvan at have vendt tidligere års underskud og komme ud med en bundlinje med et plus på 5-10 mio. kr. Det er væsentligt lavere end bundlinjen på knap 36 mio. kr. i første halvdel af året, men det skyldes ifølge Silvan, at højsæsonen klinger af.

Både i 2019 og første halvår er Silvans omsætning faldet.

»Vi har mistet omsætning, fordi vi det seneste år har lukket tre butikker, og fordi vi har taget en beslutning om, hvilke produkter vi skal sælge. Det har gjort, at vores omsætning er faldet, men til gengæld er vores indtjeningsmarginer på vej op,« siger Jan Becker.

Han satte sig i Silvans direktørstol i sommeren 2019 - få måneder efter den tidligere direktør Jesper Lien havde forladt den.

Jesper Lien havde med Aurelius i ryggen iværksat en vækststrategi. Den gik ud på, at Silvan skulle tilbage til at være et rigtigt byggemarked igen med de professionelle værktøjsbrands på hylderne samtidig med, at kæden skulle lokke flere kvinder i butikkerne med blomster og bolignips.

Den strategi viste sig at være fejlslagen, da der hverken var vækst eller overskud at spore.

»Vi begyndte med en meget blandet tilgang, hvor vi forsøgte at gøre mange ting på én gang, og det er svært,« siger Jan Becker.

Silvans mere positive regnskabsresultater kommer på et tidspunkt, hvor fremtiden ser meget usikker ud. Derfor er Silvan-topchefen, som ikke ved, hvad fremtiden bringer, ekstra varsom i forhold til fremtidige investeringer. Men der er dog ikke skruet helt ned for investeringsblusset, da nye butikker er på vej.

Palle Thomsen, adm. direktør i brancheorganisationen Danske Byggecentre, bekræfter, at fremtiden kan se mere dyster ud:

»Noget tyder på, at vi får en nedgang i aktiviteten, fordi flere på lidt længere sigt sandsynligvis mister deres job. Det vil også ramme os.«

Regnskabstal for Silvan:

I mio. kr.Første halvår 2020Første halvår 2019Hele 2019
Omsætning786,28161.487,2
Driftsresultat (EBITDA)68,7-8,1-67,2
Resultat efter skat35,7-24,1-86,9
Egenkapital28,655-7,9
Overskudgrad i pct.8,7-1-4,5
Antal medarbejdere715826795
Artiklens emner
Silvan
Danske Byggecentre