Erhverv

Grundfos-chef holder sig klar til flere nedture: »Vi skal sove med støvlerne på«

Omsætning og driftsindtjening falder i pumpevirksomheden Grundfos, hvor Mads Nipper fortsat forventer nedture de næste par år.

Grundfos-topchef Mads Nipper bliver årets leder. Her er han fotograferet ved hovedkvarteret i Bjerringbro. Foto: Casper Dalhoff.

Der er grund til at fastholde et beredskab for at være klar til fremtidige nedture og uforudsigelige begivenheder. Det mener topchef i pumpevirksomheden Grundfos, Mads Nipper.

»Vi tror, at der kan komme en masse små takker op og ned, og vi stadig kan risikere nedlukninger i dele af verden. I de næste et til to år skal vi sove med støvlerne på, og vi skal styre vores risici og holde damp på strategien, som vi stadig tror er den rigtige i lyset af det, der sker,« siger Nipper.

Grundfos har fremlagt tal for årets første seks måneder, og regnskabsbøgerne har tydelige spor af covid-19.

Grundfos’ omsætning i første halvdel af 2020 faldt med næsten en milliard kroner sammenlignet med samme periode sidste år. Det organiske salg faldt med 8,3 pct. Til sammenligning oplevede Grundfos’ amerikanske konkurrent Xylem en tilbagegang på den organiske vækst på 12 pct. for halvåret.

Det giver Mads Nipper grund til at være tilfreds med tallene.

»Når vi sammenligner det med andre industriselskaber globalt og med dem, vi konkurrerer med dag til dag, så er vi tilfredse med at have gjort det fornuftigt,« siger han.

Grundfos’ regnskab for første halvår 2020

mio. kr. H1 2020 H1 2019
Omsætning 12.295 13.204
Driftsresultat (ebit) 1.067 1.177
Resultat 756 1.490
Egenkapital 16.501 16.263

Pandemien har påvirket de globale markeder betydeligt i første halvdel af 2020, og Grundfos har oplevet lavere aktivitet på alle markeder globalt. På trods af det er der positive tendenser på vigtige markeder som Kina, USA og en række lande i Vesteuropa, lyder det fra topchefen.

Ifølge Nipper er markeder som Skandinavien, Rusland og flere østeuropæiske lande ligefrem vokset i perioden.

Indtjeningen målt på ebit faldt med 9,3 pct. sammenlignet med samme periode sidste år, hvilket i runde tal er en nedgang fra 1,2 mia. kr. til 1,1 mia. kr. Ebit-margin landede på 8,7 pct. og er dermed er stort set identisk sammenlignet med sidste år.

»Når man kigger på det, der trods alt er en ikke ubetydelig omsætningsnedgang, er vi vældig tilfredse med, at vi kan holde samme resultatskala relativt,« siger Mads Nipper og tilføjer, at det viser en evne til at tilpasse sig de nye omstændigheder, ikke mindst i forhold til at skabe resultater uden at afskedige medarbejdere for at spare på omkostningerne.

Grundfos beskæftiger omkring 19.000 medarbejdere i hele verden, og mens der ikke er sparet på medarbejderkontoen, er der til gengæld sparet på rejseomkostningerne. Næsten 40 mio. kr. om måneden i løbet af forår og sommeren, ligesom der er skruet ned for antallet af nyansættelser.

En fastholdelse af medarbejderne er også en tro på, at den langsigtede strategi er den rigtige. Grundfos-ledelsen vil frem mod 2025 fastholde sit investeringsniveau og sine strategiske initiativer, lyder det fra Mads Nipper.

Grundfos købte i juni den østjyske virksomhed Silhorko-Eurowater, der leverer løsninger inden for vandbehandling, og investeringsniveauet i årets første halvår ligger da også højere end sidste år.

Mads Nipper tror, at der fremover vil være masser af muligheder for Grundfos, blandt andet med politiske tiltag, der skal skubbe økonomien i gang via grøn omstilling.

»For en virksomhed, der lever af energieffektivitet og vandløsninger, kan det potentielt være en kæmpe mulighed. Vi tror, at der semi-strukturelt kommer en masse muligheder, men vi tror også på, at vi har det beredskab, vi skal have, til at tingene bliver anderledes, end vi havde planlagt,« siger Mads Nipper.

Grundfos omsætning for hele 2019 lå på 27,5 mia. kr. Selvom Mads Nipper forventer et klart bedre andet halvår end første halvdel af 2020, kommer de samlede tal for 2020 ikke op på samme niveau som året før.

BRANCHENYT
Læs også