Erhverv

"Danmarks flotteste butik" tabte penge for tredje år i træk

Sinnerup måtte gå ud af 2019 med et underskud på over 5 mio. kr., men er meget fortrøstningsfulde for fremtiden.

Lars Sinnerup er direktør for selskabet. Foto: Nana Elving Hansen

Det har på bundlinjen været nogle svære år for boligkæden Sinnerup.

2019 blev det tredje år i træk med underskud for Sinnerup, der i årsregnskabet for 2019 præsenterede et minus på 5,7 mio. kr. Bruttofortjenesten var på 33,6 mio. kr., hvilket var cirka samme niveau som året før.

»Årets resultat lever ikke op til det forventede for året, og ledelsen anser årets resultat for utilfredsstillende.« fremgår det i regnskabets ledelsesberetning.

Boligkæden, der i 2019 blev kåret til Danmarks flotteste butik de seneste år arbejdet på at gå fra at være et multibrand-koncept til i højere grad at positionere sig under èt varemærke, står der i regnskabet. Hvor det også anføres, at Sinnerups eget brand har oplevet god succes indtil videre.

»Vi har på hele rejsen kunne følge bevægelsen i den øgede omsætning på Sinnerup-produkter, og vi er derfor fortrøstningsfulde og vurderer, at vi nu står med et stærkt brand, som er til at arbejde med i forhold til fremtidens krav om Omni-channel (En personaliseret kundeoplevelse gennem flere kanaler, red.)« fremgår det af regnskabet.

Starten af 2020 var en stor succes for Sinnerup, der kom godt fra start, før covid-19 ramte. Nedlukningen af Danmark ramte også Sinnerup, men ledelsen er ifølge regnskabet fortsat meget positiv på baggrund en vellykket marketingsstrategi og driftsforbedringer.

»Nedlukningen kommer naturligvis til at påvirke resultatet. Vi forventer dog et klart forbedret resultat, og at hele processen med Omni-channel og de driftsforbedringer, der ligger og venter, forventes at give et godt grundlag for fremtidig vækst,« skriver selskabet i regnskabsmeddelelsen.

Forventningen til 2020 er et overskud på 0-1 mio. kr.

Sinnerup er ejet og drevet af familien ved samme navn, og forretningskæden har 50-års fødselsdag i 2021.

BRANCHENYT
Læs også