SAS: Kun en vaccine kan få gang i de oversøiske rejser
Rejser til fjerne rejsemål er styrtdykket. Masser af ruter er lukket, og der kan gå år, før den oversøiske trafik vender tilbage.
Omfanget af oversøiske rejser under coronakrisen er helt i bund. Antallet af afgange til fjerne rejsemål er styrtdykket, og det kan tage flere år, før der igen kommer gang i trafikken til andre kontinenter.
SAS har skåret dybt i de interkontinentale afgange, og på mange flyvninger er der kun 20-30 passagerer på fly med mere end 200 sæder. Selskabet tror ikke, at der for alvor kommer gang i de oversøiske ruter, før der er udviklet en effektiv vaccine mod covid-19.
»Den oversøiske trafik er hårdest ramt, og det vil tage lang tid, før den vender tilbage til noget, der ligner et normalt niveau. Vi forventer først, at det vil ske, når der er fundet en vaccine,« siger Simon Pauck Hansen, koncerndirektør i SAS med ansvar for driften.
Den oversøiske trafik er hårdest ramt.Simon Pauck Hansen, koncerndirektør i SAS med ansvar for driften
SAS oplyser, at man først i 2022 regner med, at trafikken vil nærme sig niveauet fra 2019. De lange ruter vil være de sidste, som får comeback.
»Vi ser et klart mønster, hvor indenrigstrafikken vender hurtigst tilbage, og derefter kommer ruterne internt i Skandinavien. De europæiske ruter er begyndt at genvinde noget af det tabte, mens de oversøiske ruter har meget få passagerer,« siger Simon Pauck Hansen.
Internationalt er udviklingen den samme. Der er få restriktioner på indenrigsrejser, så denne trafik er ikke så hårdt ramt. Jo længere væk, rejserne er, desto flere restriktioner er der. Samtidig er passagererne mere utrygge ved at rejse langt væk.
SAS havde i uge 35 blot 12 ugentlige afgange til oversøiske destinationer mod 70 i samme periode i fjor. Mere end 90 pct. af passagererne er væk, og der er masser af ledige sæder på flyene.
SAS flyver fra København til San Francisco, Chicago og New York i USA flere gange ugentligt.
»Men ruterne er i høj grad båret af luftfragt. Derfor er der fornuftig økonomi på ruterne, selvom der kun er få passagerer,« siger Simon Pauck Hansen.
Københavns Lufthavn har også set et drastisk fald i den oversøiske trafik. I den seneste uge var der blot 29 afgange til fjerne destinationer mod 159 året før.
»Det er især ferietrafikken, som er forsvundet. Der er restriktioner til de fleste oversøiske rejsemål. Derfor er det primært forretningsfolk og sundhedspersonale med et anerkendelsesværdigt formål, som benytter ruterne,« siger Morten Mortensen, chef for ruteudvikling i Københavns Lufthavne A/S.
Det er ferietrafikken, som er forsvundet.Morten Mortensen, chef for ruteudvikling i Københavns Lufthavne
Passagertallet på de oversøiske ruter er faldet med 94 pct., og tre flyselskaber har meddelt, at de ikke genåbner interkontinentale ruter til København. SAS har lukket ruten til Hongkong, Air India indstiller ruten til Delhi, og Delta Airlines vil i den kommende sommer ikke flyve fra New York til København.
Blandt de europæiske lufthavne er der intens kamp om at tiltrække oversøiske ruter, og Københavns lufthavn tror på, at man vil vinde en stor del af det tabte tilbage.
»Vi er i tæt dialog med flyselskaberne på de lange ruter. De vil gerne flyve til København, når restriktionerne udfases, og efterspørgslen vender tilbage. Jeg er enig med SAS i, at det vil tage tid,« siger Morten Mortensen.
Forbrugernes lyst til at rejse langt er også i bund. Søgningen på internettet efter flybilletter til fjerne rejsemål halter således langt bagud.
»Normalt er 20 pct. af søgningerne til oversøiske destinationer. I øjeblikket er andelen på omkring 5 pct.,« siger Ole Stouby, adm. direktør hos prisportalen Travelmarket.dk.
Han vurderer, at årsagen er en kombination af restriktioner og utryghed.
»Tryghed betyder meget, og der er langt hjem til Danmark fra fjerne rejsemål, hvor sundhedssystemer er anderledes end i Europa,« siger Ole Stouby.
Den internationale luftfartsorganisation IATA varsler i en prognose, at flytrafikken først vil være tilbage ved fuld styrke i 2023. IATA forlængede tidshorisonten med et år med henvisning til, at netop de oversøiske ruter kun langsomt vil blive genoptaget.

