Fortsæt til indhold

FLSmidth er igen klar med forventninger til 2020

Ingeniørkoncernen FLSmidth sætter igen ord på forventningerne til 2020.

Erhverv
Artiklen opdateres
/ritzau/FINANS

FLSmidth venter i 2020 omsætning i niveauet 15,5-17,0 mia. kr. og en EBITA-margin mellem 4,5-6,0 pct.

Det fremgår af en meddelelse fra selskabet fredag formiddag.

I forventningerne til EBITA-marginen er inkluderet engangsomkostninger på 210 mio. kr., hvoraf de 140 mio. kr. tidligere er kommunikeret.

FLSmidth suspenderede i marts forventningerne til året som en konsekvens af den globale usikkerhed udløst af coronapandemien. Den 28. april meddelte selskabet, at årets resultater var ventet at ende lavere, end den oprindelige prognose havde sigtet efter.

Da selskabet fremlagde regnskab for fjerde kvartal af 2019, ventede man i 2020 en omsætning mellem 18,5-20,5 mia. kr. og en EBITA-margin mellem 8-9 pct.

De nye forventninger er behæftede med større usikkerhed end sædvanligt, understreger FLSmidth i fredagens meddelelse.

Forventningerne hviler på antagelser om, at der ikke sker en yderligere eskalering af covid-19, at der ikke indføres nye omfattende nedlukninger og rejserestriktioner i resten af 2020, og inkluderet i prognosen er 210 mio. kr. i engangsomkostninger.

I meddelelsen til fondsbørsen konstaterer FLSmidth, at aktiviteterne inden for mineindustrien, som selskabet leverer udstyr til, ventes genoprettet til et niveau som før coronapandemien satte ind og derefter fortsætte væksten. Der ses allerede en stærk genopretning af råvarepriserne, konstaterer FLSmidth.

For cementindustrien tegner der sig imidlertid et anderledes billede, hvor timingen og graden af genopretning forbliver usikker.

Derfor har koncernen afsat yderligere 70 mio. kr. til omkostninger til justeringer af omkostningerne i den del af koncernens forretning.