Fortsæt til indhold

Scandinavian Tobacco Group kom godt igennem andet kvartal: Igangsætter aktietilbagekøb

Et stigende forbrug af håndrullede cigarer og en stærk stigning i volumen i onlinesalget i USA gav en bedre end ventet udvikling hos Scandinavian Tobacco Group i andet kvartal, end selskabet havde regnet med på forhånd.

Erhverv
/ritzau/FINANS

Det var også årsagen til, at selskabet forud for fredagens regnskab for første halvår - den 14. august - opjusterede forventningerne til 2020, hvor der nu ventes en organisk vækst på mere end 9 pct. i det justerede driftsresultat, EBITDA, mod tidligere en vækst på over 2 pct.

De nyligt opjusterede forventninger gentages i fredagens regnskab.

- Vores stærke resultater i dette kvartal er baseret på en generel stigning i forbruget af håndrullede cigarer i USA, idet flere forbrugere arbejder hjemmefra, og på vores dygtige og hårdtarbejdende medarbejdere over hele verden, som har arbejdet flittigt på at begrænse effekten af pandemien og holde forretningen kørende.

- Derudover har en succesfuld indledning på integration af Agio Cigars og en fortsat implementering af Fuelling the Growth bidraget positivt til vores omkostningseffektivitet i dette kvartal, siger administrerende direktør Niels Frederiksen i regnskabet.

I andet kvartal steg den organiske vækst med 4,6 pct. til 2097 mio. kr., og EBITDA-resultatet før særlige poster voksede organisk med 19,1 pct. til 489 mio. kr.

Scandinavian Tobacco Group fortæller i forbindelse med fredagens halvårsregnskab desuden, at det sætter gang i et aktietilbagekøbsprogram, der har en samlet værdi af op mod 300 mio. kr.

Selskabet havde på forhånd i februar meddelt, at det havde intention om at lancere et aktietilbagekøbsprogram senere på året.