Erhverv

Ferieøer vil kun have gæster, der har været smittet med corona

Den brasilianske øgruppe Fernando de Noronha åbner for turister igen. Men kun, hvis de har været smittet med coronavirus.

Turiter på Fernando de Noronha skal kunne bevise, at de har været smittet med corona eller bærer antistoffer. Arkivfoto: Klaus Hybler // Jyllands-Posten

Mange feriedestinationer verden over er ret så afhængige af den strøm af turister, der hvert år kommer for at få et afbræk fra hverdagen. Og nu vil den brasilianske øgruppe Fernando de Noronha også have turisterne tilbage til de hvide sandstrande og det turkisfarvede vand. Det er blot en hage - turisterne skal kunne bevise, at de har haft coronavirus.

Det skriver CNN.

»For at lande på øgruppen skal turisten kunne fremvise resultatet af en positiv PCR-test, der er mindst 20 dage gammel eller resultatet af en test, der viser tilstedeværelsen af antistoffer mod Covid,« sagde Guilherme Rocha, der er administrator for Fernando de Noronha på et pressemøde.

Øgruppen har ligesom mange andre populære feriedestinationer været lukket ned siden marts, men åbnede for tilrejse fra de, der har bolig på øen. Øgruppen er kategoriseret som en nationalpark og er en af de mest besøgte turistattraktioner i Brasilien. I 2019 besøgte 106.000 turister Fernando de Noronha.

Nedlukninger verden over de seneste måneder har været en dyr affære for mange feriedestinationer. Manglende turister og dermed dalende indtjening har lagt et særligt hårdt pres på de, der afhænger af turisterne og deres ferieforbrug. Den seneste tid har flere lande også åbnet grænserne for rejsende igen. Dog oplever nogle lande, at der sker stigninger i coronatallene, mens andre har fortsat få tilfælde.

Brasilien har også været hårdt ramt af corona og rundede tidligere på måneden 100.000 dødsfald som følge af coronavirus.

BRANCHENYT
Læs også