Erhverv

Skattestyrelsen bremser 2.700 virksomheder på grund af mistanke om svindel

Afslag om momsregistreringer har været konstant stigende siden 2015.

Skattestyrelsen gav sidste år afslag til momsregistrering af 740 virksomheder på grund af mistanke om, at selskaberne skulle bruges til moms- og skattesvig. Foto: Skattestyrelsen

Antallet af virksomheder, der får nej til at blive momsregistreret hos Skattestyrelsen er tredoblet siden 2015. Baggrunden er øget automatisk og manuel kontrol af selskaber, der henvender sig for at blive registret til at kunne indberette moms, skatter og afgifter. Sammenlagt har 2700 virksomheder i perioden fra 2015 til 2019 fået nej til en momsregistrering.

Udgangspunktet er ifølge Skattestyrelsen det faktum, at en del selskaber hvert år oprettes med det ene formål at svindle med moms, skatter og afgifter.

»Formålet med kontrollen er at undgå, at svigsvirksomheder i det hele taget bliver registreret. Udvælgelse til kontrol sker både gennem maskinelle og manuelle kontroller. Personkreds, adresser, gæld og en række andre parametre indgår i disse kontroller. Det er en kompleks kontrol, som er under digital udbygning,« forklarer Thomas Hjortenbjerg, der er fagdirektør for Erhverv hos Skattestyrelsen.

Kontrollen har særlig fokus på brancher, der er tungt repræsenteret i sager om moms- og afgiftssvindel. Det gælder bl.a. vognmandsbranchen.

»Vi gennemfører i højere grad end tidligere kontroller i registreringsfasen overfor potentielle svigsvirksomheder. Det gør vi gennem bedre udsøgningsværktøjer og en øget manuel kontrol. Kontrollen gennemføres bl.a. ved udgående kontroller på virksomhedens adresse og ved indkaldelse til mødeafholdelse på skattecentret. Mødeafholdelserne vil bl.a. kunne afsløre om den fremmødte reelt er den, der driver virksomheden eller blot er en stråmand, der kan være en indikator på en svigsvirksomhed.«

»Hvis kontrollerne afslører, at der er tale om en potentiel svigsvirksomhed, bliver registreringen nægtet af Skattestyrelsen. Og selvom antallet af nægtelser er steget, tænker jeg, at vi må have ramt ret præcist, da kun ca. 1 pct. af dem, som har fået afslag har klaget over afgørelsen.«

Thomas Hjortenbjerg vurderer, at kontrolindsatsen i de kommende år vil blive styrket yderligere og føre til, at flere potentielle svigsvirksomheder end i dag vil få afslag på at blive registreret for moms, skat og afgifter.

Skattestyrelsen får årligt ca. 80.000 anmodninger fra virksomheder, der ønsker at blive registreret til at indberette moms, skat og afgifter.

BRANCHENYT
Læs også