Erhverv

"Big Short"-investor Michael Burry sammenligner Tesla med IT-boblen

Værdisætningen af Tesla minder ifølge kultinvestoren om noget, der er set før.

Teslas direktør Elon Musk har fået selskabets markedsværdi i vejret gennem det seneste stykke tid. AP Photo/Ringo H.W. Chiu Christian Bale plays Michael Burry in The Big Short from Paramount Pictures and Regency Enterprises. Foto: Jaap Buitendijk

Den kendte investor, Michael Burry, som driver kapitalforvalteren Scion Asset Management, ser den voldsomme stigning i Tesla-aktien som en mulig boble. Han sammenligner aktionærernes værdisætning af selskabet med noget af det, man så under dot com-boblen i slutningen af 90’erne.

Det fremgår af et tweet, Michael Burry selv har delt på det sociale medie Twitter.

»Tesla har nu en fortyndet markedsværdi på 516 mia. dollars mod et salg på 25 mia. dollars og en EBIT på nul. Resten af den globale bilindustri har en total værdi af 803 mia. dollars mod et salg på 2,3 billioner og 100 mia. dollar EBIT,« skriver Michael Burry på sin Twitter-væg.

Dernæst skriver han: »Skygger fra 1999 i 2020, supersized,” hvilket kan ses som en henvisning til dot com-boblen i slutningen af 90’erne, hvor aktiespekulanter fik internetbaserede selskabers kursværdi til at stige enormt. Det endte med et brag i nedadgående retning.

Den kendte succesinvestor slutter sit tweet af med hashtaggene #shortyourcar og #evbubbles.

Han har siden slettet tweetet fra sin profil, men andre brugere var hurtige til at fange et billede, som de derefter har delt.

Michael Burry blev for alvor kendt, da han blev portrætteret af Christian Bale i filmen The Big Short, som udsprang af bogen ved samme navn. Hans bedrifter under finanskrisen, hvor han forudså bankernes handel med såkaldte subprimelåns gigantiske kollaps, har givet ham kultstatus blandt investorer verden over.

Oprindeligt var han egentligt uddannet læge, men han forlod den medicinske verden i 00’erne og startede en hedgefund, hvori han havde stor succes med at finde vinderaktier.

Han blev dybt upopulær blandt sine investorer, da han forud for finanskrisen begyndte at spekulere mod det amerikanske marked for boliglån via såkaldte credit default swaps. Investorerne ønskede, at han i stedet skulle fokusere på aktiemarkedet, men de blev dog klogere, for da markedet endelig styrtdykkede, tjente han selv og investorerne massevis af penge.

BRANCHENYT
Læs også