Erhverv

Tesla udnytter voldsom kursstigning: Sælger aktier for 5 mia. dollars

Tesla vil hente nye penge på børsen.

Tesla-topchef Elon Musk vil udnytte den tårnhøje Tesla-kurs til at hente friske penge. Foto: Maurizio Pesce/Wikimedia Commons.

Tesla udnytter nu sin himmelstormende aktiekurs til at rejse op til 5 mia. dollars via børsen.

Ifølge en indberetning til det amerikanske finanstilsyn, SEC, har Tesla hyret bl.a. Goldman Sachs, Morgan Stanley og Deutsche Bank til at sælge aktier i elbilproducenten, hvis aktiekursudvikling har taget fusen på stort set samtlige professionelle investorer.

Tesla-aktien er næsten tidoblet siden marts 2020, og efter et aktiesplit for få uger siden er aktien næsten fordoblet. Et aktiesplit er ellers en øvelse, som ikke ændrer noget fundamentalt ved værdien af selskabet (ligesom en pizza ikke bliver større, hvis man skærer den i flere stykker), men det har gjort, at flere privatpersoner kan handle Tesla-aktien.

Ifølge indberetningen til SEC vil salget af Tesla-aktier ske løbende i markedet.

»Spørgsmålet er om det kan dæmpe appetitten og den nærmest umættelige efterspørgsel. Det vil i det mindste være naturligt,« skriver investeringsøkonom Per Hansen fra Nordnet i en kommentar.

Da Teslas aktiesplit blev gennemført i går, steg aktien 12,6 pct. Tesla-aktien lå forud for meddelelsen om aktiesalget til at stige næsten 7 pct. i dag, men stigningen er nu dæmpet til 2 pct.

Teslas himmelflugt har taget fusen på mange investorer, og mange professionelle investorer mener, at det blot er et spørgsmål om tid, før aktiekursen kollapser.

Indtil videre har Tesla-topchef Elon Musk imidlertid kunnet grine hele vejen til banken, og han er i dag en af verdens rigeste personer, omend formuen er bundet i Tesla-aktier, som han ikke uden videre kan komme af med.

Musk tweetede d. 1. maj, at Tesla-aktien ifølge topchefen var kørt for højt op, men siden er den steget ca. 200 pct., og det ser han nu ud til at udnytte.

Mens Tesla tidligere har været på randen af konkurs, betyder den stærke aktiekurs nemlig, at det økonomiske fundament i virksomheden nu aldrig har været stærkere.

Det er således anden gang på kort tid, at Tesla udnytter investorenes umættelige appetit på elbilproducentens aktier til at rejse frisk kapital. Aktieinvestorernes risikovillighed står i stærkt kontrast til obligationsmarkedet, der er domineret af professionelle investorer.

Her har det tidligere været dyrt for Tesla at rejse penge, men aktiesalgene mindsker i sagens natur kreditrisikoen i Tesla.

Michael Burry, der er portrætteret i filmen »The Big Short«, og som tjente kassen på at forudsige kollapset i det amerikanske subprime-marked op til finanskrisen, advarede i går på Twitter om Tesla.

Burry har siden slettet sit tweet, men i det oprindelige tweet sammenlignede han Teslas markedsværdi og salg med resten af bilindustrien og skrev, at det mindede ham om en »supersized« udgave af 1999 - altså tæt på dotcom-boblen.

Her skrev han desuden #shortyourcar og #evbubbles, hvilket kan signalere, at han har spekuleret i kursfald i Tesla.

BRANCHENYT
Læs også