Pfizer kan have resultater fra studie med coronavaccine i oktober
Den amerikanske medicinalvirksomhed Pfizer kan have resultater fra et fase 3-studie med en coronavaccine så tidligt som i oktober.
Det siger Pfizers administrerende direktør, Albert Bourla, torsdag under et arrangement i brancheforeningen International Federation of Pharmaceutical Manufactures & Associations, skriver CNBC.
Ifølge Bourla har Pfizer allerede indrulleret 23.000 frivillige i forsøget, der ventes at omfatte mindst 30.000.
- Vi venter, at vi i slutningen af oktober bør have nok... til at sige, hvorvidt produktet virker eller ej, siger Bourla ifølge CNBC.
Tidligere har repræsentanter fra det amerikanske sundhedsministerium sagt, at resultater fra de mest fremskredne vaccinestudier kan komme i november eller tidligere.
Pfizer samarbejder med tyske Biontech om coronavaccinen. Den er en af i alt tre vaccinekandidater, hvis udvikling støttes af den amerikanske regering.




