Tv-investor var med til at købe robotfirma - nu skifter det navn
Det fremadstormende robotfirma Intelligent Marking har fået nyt navn. Firmaet oplever stor fremgang trods fire måneder uden aktivitet grundet coronakrisen.
Robotfirmaet Intelligent Marking, som har en stribe kendte erhvervsfolk i ejerkredsen, er nu fortid.
Firmaet har nemlig skiftet navn og vil fremadrettet være kendt som Turf Tank. Det bliver samtidig navnet på firmaets produkter - robotter der streger baner op til fodbold, atletik og andre sportsgrene.
Det fortæller Olav Bjørn Jørgensen, adm. direktør i Turf Tank.
»Vi hed Intelligent Marking i Europa og Turf Tank i USA. Da vi nu har købt det amerikanske datterselskab og er blevet 100 pct. ejer, var tiden inde til at skifte navn for hele virksomheden. Det er vigtigt for mig at signalere, at vi er én virksomhed,« siger Olav Bjørn Jørgensen.
Han blev tidligere på året hentet ind som ny adm. direktør, efter der kom ny ejerkreds bag robotfirmaet. Det skete, da stifterne blev købt ud af Coolshop-bagmanden Jacob Risgaard, kendt fra "Løvens Hule", Bilbasen-grundlægger Johnny Laursen og Carsoe-topchefen Mikkel Klitgaard Jacobsen.
De tre kendte erhvervsfolk ejer nu en tredjedel hver af Turf Tank. De har i 2020 hidtil set robotfirmaet øge sin omsætning og ordrebeholdning med henholdsvis 45 og 200 pct. Det endda, selvom der i op mod fire måneder af året var nærmest ingen aktivitet grundet coronakrisen.
»Vi har faktisk lavet en ny virksomhed i år. Før var det en startup-virksomhed. Nu har vi bygget en skalerbar vækstvirksomhed med en ny organisation samt strømlinede digitale processer og systemer,« siger Olav Bjørn Jørgensen.
Han forklarer, at Turf Tank nu installerer robotter hos kunden fra distancen i stedet for selv at være fysisk til stede.
»Den omstilling giver os kæmpe effektivisering. Alt i alt står vi nu langt stærkere end før,« siger direktøren.
Blandt kunderne i Turf Tank er Premier League-klubberne Liverpool og Manchester City og Superliga-klubberne FCK og AGF, men også i større og større grad lokale klubber, kommuner og skoler i USA og Europa.
Staben tæller nu 17 ansatte i USA, 5 i København og 16 på hovedkontoret i Hjørring, hvor al firmaets robotproduktion og produktudvikling finder sted.
Turf Tank kom for nylig ud med et underskud efter skat på 4,9 mio. kr. Det var helt forventet som følge af interne restruktureringer og investering i en abonnementsmodel.

