Har allerede fyret en tredjedel af sine ansatte - Britisk flyselskab giver endnu 1.150 medarbejdere en fyreseddel
Virgin Atlantic har allerede fyret 3.500 ud af 10.000 ansatte siden januar måned, men nu skærer flyselskabet endnu engang ned.
I midten af juli fik det kriseramte britiske flyselskab Virgin Atlantic finansieringen på plads til at overleve coronakrisen.
Flyselskabet sikrede sig næsten 10 mia. kr. i en redningspakke, men Virgin Atlantic meddeler, at man er nødsaget til at afskedige yderligere 1.150 medarbejdere for at holde sig i luften.
Det skriver BBC.
»Indtil antallet af flyrejser vender tilbage til et mere normalt niveau, afhænger vores overlevelse af at reducere omkostninger yderligere og lægge penge til side,« oplyser Virgin Atlantic i en pressemeddelelse.
Shai Weiss, der er adm. direktør i luftfartsselskabet, har tidligere udtalt, at det sidste halve år har været det hårdeste i Virgin Atlantics 36 år lange historie.
Fagforeningen for britiske piloter, British Airline Pilots’ Association (BALPA), begræder fyringerne:
»Enhver fyring under denne krise er en tragedie, og vi gør alt hvad vi kan for at mindske antallet af fyringer i sektoren,« siger Brian Strutton, der er generelsekretær i BALPA, til BBC.
Milliardæren Richard Branson ejer 51 pct. af Virgin Atlantic, og den 70-årige ejer har selv skudt 250 mio. dollars ind i forskellige dele af koncernen under coronakrisen.
Flyselskabet Virgin Australia, hvor Richard Branson ejer en mindre andel, blev i april sat under administration på grund af økonomiske problemer i kølvandet på coronapandemien.
Virgin Atlantic blev grundlagt i 1984. Virksomheden har base i Storbritannien.


