Erhverv
BREAKING

Absolut vil sælge vodka i flasker baseret på genbrugspapir

De nye genbrugsflasker er en del af et større industrisamarbejde, hvor også Carlsberg deltager.

Absolut Vodka planlægger at sende genbrugsflasker ud som en test. Selskabet arbejder sammen med blandt andre Carlsberg, der tidligere har præsenteret denne genbrugsflaske baseret på papir. Foto: Carlsberg.

Det svenske vodkamærke Absolut vil til november sende 2000 flasker af sin vodka på markedet, hvor flaskerne er fremstillet af genbrugsmaterialer.

Der er tale om en test i Sverige og Storbritannien. Flaskerne er fremstillet af 57 pct. genbrugspapir og 43 pct. genbrugsplast og skal erstatte rene plastikflasker, skriver mediet edie.net.

Bliver forsøget en succes, vil man i næste udviklingstrin forsøge sig med 100 pct. materiale af nedbrydelig biomasse.

Indtil man finder en anden type materiale til at lægge på indersiden af flaskerne, er det nødvendigt stadig at bruge et plastmateriale, oplyser Absolut. Ellers risikerer man, at indholdet opløser flasken inde fra.

Absolut er gået sammen med andre koncerner i industrien for at få udviklet en ny type flaske, der er er langt mere miljøvenlig og 100 pct. nedbrydelig.

Blandt selskaberne er Carlsberg, der allerede sidste år afslørede en prototype på en ølflaske med en tilsvarende løsning.

»Det er et stort skridt for Absolut, men ligeså vigtigt for os andre. Vi er i et partnerskab med både l’Oreal, Coke og Absolut, og når Absolut tager et skridt fremad, gør vi andre også. Vi stod i 2015 og skulle bestige et bjerg. Vi vidste ikke, hvordan vi skulle skabe en papirflaske, men er kommet så langt, at vi nu kan sende prototyper i markedet. Det handler ikke om, hvem der kommer først, men om fremskridt,« siger Kasper Elbjørn, pressechef i Carlsberg Group.

Samarbejdet førte til dannelsen af selskabet Paboco - Paper Bottle Company - som er et joint venture mellem genbrugsselskabet BillerupKorsnäs og flaskeproducenten Alpha.

»Selvom vi ikke har nået målet endnu, er prototyperne vigtige skridt i den rigtige retning. Innovation og forskning tager tid, og vi arbejder stadig på at håndtere de resterende tekniske udfordringer, som for os handler om den indre barriere i papirflasken. Målet er en 100 pct. biobaseret flaske, og vi giver ikke op, men klør på, ligesom vi gjorde, da vi udviklede vores Snap Pack forpakning, der også tog en del tid at udvikle,« påpeger Kasper Elbjørn.

SnapPack fra Carlsberg var en forpakning af seks eller 12 dåseøl sat sammen med lim i stedet for at bruge plastik som emballage. Limen skulle være stærk nok til at holde dåserne sammen, men svag nok til at kunderne uden problemer kunne brække dåserne fra hinanden.

Læs også