Erhverv

FCK og Jonas Wind forlænger samarbejdet til 2025

Jonas Wind og FC København har nu papir på hinanden frem til 2025 - halvandet år længere end tidligere.

Jonas Wind har spillet 54 kampe for FC København og scoret 18 mål. Arkivfoto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
FCK

Jonas Wind har de seneste år etableret sig som en af Danmarks mest lovende angrebstalenter, og nu har han sat sin underskrift på en kontraktforlængelse med FC København.

Den 21-årige måljæger og FCK har nu papir på hinanden frem til sommeren 2025.

Det oplyser FC København i en pressemeddelelse.

Tidligere løb Winds kontrakt frem til udgangen af 2023.

Årsagen til forlængelsen er blandt andet, at angriberen på grund af sine præstationer fortjener en større kontrakt, siger FCK-manager Ståle Solbakken.

- Og så handler det om, at vi har lagt en langtidsplan for Jonas, hvor vi nu ikke kommer i tidsnød. Planen er i hvert fald, at Jonas skal spille i FCK de næste to år, siger nordmanden i pressemeddelelsen.

- Hvis vi ikke havde lavet den forlængelse, havde vi haft dårligere tid. Jonas ser selv, at han kan udvikle sig yderligere hos os. Men selv om planen er, at han mindst skal være her to år mere, så ved alle, at det kan ende med at blive et år eller tre år.

Solbakken regner med, at den unge dansker hen ad vejen kan sprænge rammerne for, hvad en FCK-spiller kan sælges for.

- Nu har vi en plan og en forankring i FCK, hvor Jonas skal være en central spiller for os.

- Det er han allerede, men vi forudser, at han bliver endnu mere central og kan udvikle sig i den rolle, han spiller - og blive en kæmpe spiller for FCK, samtidig med at vi også satser på at kunne sætte en slags salgsrekord, når den tid kommer, siger manageren.

Jonas Wind er et produkt af FCK's ungdomsafdeling. Han har således været tilknyttet KB og FCK, siden han var 13 år gammel. I 2018 blev han for første gang hevet op i superligatruppen.

- Det er en stor ting, synes jeg. Vi har lagt en god plan nu, og fremtiden er her i København, og det er rart at få sat ekstra tid på min aftale, siger angriberen.

- Vi går en spændende fremtid i møde i FCK og det ser jeg virkelig frem til at være en del af. Nu har jeg ro på, og jeg vil gerne ud og spille en hel sæson, hvor jeg kan vise, hvad jeg kan med en masse gode præstationer efter hinanden og få lavet en masse kasser.

Jonas Wind har spillet 54 kampe for FC København og scoret 18 mål.

BRANCHENYT
Læs også