Erhverv

Finansministeren: Stor tilfredshed med Ørsteds valg af Mads Nipper

Ørsted har valgt sin nye topchef - Mads Nipper fra Grundfos. Og det vækker tilfredshed hos finansminister Nicolai Wammen.

Finansminister Nicolai Wammen (S) ønsker som statens aktionær i Ørsted den nye topchef i Ørsted tillykke. Foto: Emil Agerskov

Grundfos-topchef Mads Nipper skal afløse Henrik Poulsen som adm. direktør i Ørsted. Og det vækker tilfredshed hos finansminister Nicolai Wammen.

»Jeg noterer mig med stor tilfredshed, at Ørsteds bestyrelse har fundet en ny dygtig administrerende direktør, som skal videreføre Ørsteds imponerende udvikling og skrive de næste kapitler i et stykke levende dansk erhvervshistorie, vi kan være stolte af,« siger Nicolai Wammen.

Han understreger, at der ikke blot er tale om en vigtig stilling for Ørsted, men også for staten som hovedaktionær og for hele den grønne omstilling.

»Mads Nipper har i sin karriere både vist et stort engagement omkring bæredygtighed samt evnen til at skabe grønne forretningsmuligheder og danske arbejdspladser. Med valget af Mads Nipper som ny topchef står Ørsted derfor godt rustet til også at spille en afgørende rolle i de kommende års grønne transformation og udvikling af fremtidens energikilder,« lyder det fra Wammen, der samtidig takker den afgående adm. direktør Henrik Poulsen for sin indsats.

54-årige Mads Nipper begynder i sin nye stilling den 1. januar 2021. Henrik Poulsen fortsætter som administrerende direktør og koncernchef indtil den 31. december 2020.

Før Mads Nipper kom til Grundfos i 2014, var han 21 år i Lego. Mange af årene i ledende stillinger.

I øjeblikket er han næstformand i Dansk Industri og Danish Crown, ligesom han er medlem af et advisory board for kapitalfonden Axcel.

BRANCHENYT
Læs også