Fortsæt til indhold

Svinepest i Tyskland bekræftet: »Risiko for markedspanik«

Erhverv
Artiklen opdateres
/ritzau/

Nyheden om fundet af et dødt vildsvin i Tyskland, der torsdag er blevet bekræftet smittet med afrikansk svinepest, risikerer at skabe panik på markedet for svinekød og små slagtegrise.

Det siger Palle Jakobsen, markedsanalytiker hos Agrocom.dk, til Ritzau Finans.

- Der er alt mulig risiko for, at markedet går i panik i en periode, og at priserne falder. Det er der alt mulig risiko for - også selv om det skulle vise sig om tre måneder, at der ikke var nogen grund til at gå i panik, siger Palle Jakobsen.

- Det har vi jo før set og så sent som i foråret under coronakrisen, hvor bunden gik ud af kornmarkedet, fordi man gik i coronapanik. Det viste sig efterfølgende, at folk spiser jo brød alligevel, selv om de er under nedlukning. Så var der ingen grund til at være gået i panik, men derfor gik markedet alligevel i panik, fortæller han.

Danish Crown skrev torsdag morgen om den bestyrkede mistanke om svinepest i Tyskland, og at det kan få store konsekvenser for den tyske eksport af grisekød ud af Europa.

Også de danske svineproducenter kan dog meget hurtigt blive ramt, hvis svinepriserne falder, og store aftagere af dansk svinekød - og danske småkrise, som i stort omgang blandt andet afsættes til Tyskland - indfører restriktioner.

- Det kan ramme derhen, at hvis nogle af de store importnationer, som vi sælger svinekød til, indfører restriktioner imod dansk og tysk produceret svinekød, så vil vi blive lukket ude fra nogle markeder, som vi i dag afsætter svinekød til, siger Palle Jakobsen.

Han tilføjer, at de danske smågrise, der i stor stil eksporteres til Tyskland og ender på tyske slagterier, rent eksportmæssigt bliver til tyske svin, når de krydser grænsen.

- Så hvis det tyske marked bliver ramt, så vil det ikke længere være økonomisk at køre dem derned, og så vil de så skulle slagtes i Danmark. Og så er spørgsmålet, om vi hurtigt nok kan omstille os til måske at skulle sælge 20 pct. flere grise på verdensmarkedet. Det ville vi sagtens kunne på sigt, men det kan vi ikke lige gøre fra det ene øjeblik til det andet, uddyber Palle Jakobsen.

Hos Danish Crown har man haft forskellige planer liggende klar i skuffen, hvis den berygtede svinepest skulle sprede sig ind i Tyskland.

- Lige nu handler det om at holde hovedet koldt og følge udviklingen i Tyskland. I løbet af få dage vil vi have et overblik over, hvilke konsekvenser det får for den tyske eksport ud af Europa, men indtil vi har det, giver det ikke mening at spå om, hvilken betydning det får for den danske notering, siger Lars Albertsen, der er global salgsdirektør i Danish Crown.

Prisen på grisekød i Tyskland har stor betydning for priserne i hele Europa. Ifølge Danish Crown er det indtil videre uklart, hvordan de store slagterier i Tyskland vil reagere på udbruddet, men det kan der komme svar på i løbet af torsdagen, vurderes det.

På Danish Crowns slagterier i Danmark vil der dog blive slagtet som planlagt, tilføjes det.

Danske svineproducenter har i en lang periode været begunstiget af relativt høje noteringspriser, efter at svinepest ramte kinesiske besætninger og halvdelen af den svineproduktion i Kina derfor blev taget ud af ligningen.

Derfor manglede kineserne masse svinekød, som de var nødt til at gå ud at importere, hvilket sendte priserne markant op.

- Situationen med svinepest i Polen og nu måske også i Tyskland er anderledes, for her er det jo ikke produktionen som sådan, som er ramt. Her er det vildsvin, som render rundt i landet, men det kan gøre, at importnationerne siger, at der er risiko for, at en sådant vildsvin har smittet et tamsvin, og at der derfor indføres restriktioner.

- Men det kan jo også tænkes, at man kan få det indkredset og få forklaret importnationerne, at det er en delstat i Tyskland, og at det så viser sig, at man kan opretholde eksporten, siger Palle Jakobsen.

Han henviser til nyligt fund af svinepest i Belgien, hvor det lykkedes at få det indkredset til Belgien.

- Det var selvfølgelig hårdt for Belgien, men for os andre nåede det ikke at betyde så meget. Det kan sagtens vise sig at blive tilfældet igen denne gang, men lige nu her er det klart, at hele verden er i panik.

- Når vi snakker priser, så er der mange, der tror, at det er sådan noget rationelt noget alt efter hvor mange varer, der er og så videre, men prissætningen i et marked er i høj grad også styret af en følelse, og panik er jo en følelse, som virkelig kan flytte priser, uddyber Palle Jakobsen.

De danske svinebønder har ifølge markedsanalytikeren fået høvlet en stor del af deres bankgæld af i perioden med de meget høje svinepriser, hvilket efterlader dem godt rustet til en periode med turbulens og potentielt forringede vilkår.

- Svineproducenterne står godt rustet efter en periode, hvor de har haft en fantastisk økonomi, netop i kølvandet på den her gode eksport til Kina. Rigtigt, rigtigt mange har fået afviklet en meget stor del af deres bankgæld.

- Så hvis det endelig skal være noget skidt, så er det måske det bedste tidspunkt, det kommer på rent muskelmæssigt for at kunne klare det. Selvfølgelig vil det ikke være sjovt, men når det endelig skal være, er det et godt tidspunkt, siger Palle Jakobsen.

Det ændrer dog ikke ved, at han er bekymret og frygter, at svinepesten i sidste ende også kan krydse grænsen til Danmark.

- På den korte bane er jeg meget bekymret, og på den lange bane er jeg bekymret over, at det stille og roligt breder sig. Det er jo ikke en gris, som er fundet i Danmark, men vi har bare set en tendens, hvor det stille og roligt har bredt sig længere og længere vestpå i Polen - og nu er den så gået over grænsen til Tyskland.

- Det næste, vi så vil se, er, at det vil brede sig stille og roligt mere og mere i Tyskland og spørgsmålet er så, hvor længe det varer, inden det også går over grænsen til Danmark. Det er jeg bekymret over på den lange bane, siger Palle Jakobsen.

Hos Danske Svineproducenter kommer markedsanalytiker Markus Fiebelkorn med et konkret bud på den mulige betydning for svinepriserne. Det sker med afsæt i erfaringerne fra udbruddet i Belgien for to år siden, hvor slagtesvineprisen i Belgien faldt fra 1,40 euro til 1,15 euro.

- Hvis hele Tyskland spærres for eksporten til tredjelande, er et prisfald fra 1,47 euro til cirka 1,10 euro et realistisk bud. Den danske notering vil også falde, men i mindre omfang, fordi vores kødeksport til tredjelande ikke vil være påvirket.

- En nedtur i den danske notering fra 10,80 kroner til cirka 9,00 kroner er p.t. realistisk. Når man betragter udviklingen i Belgien, så vil slagtesvineprisen blive på et lavt niveau i 3-4 måneder, altså resten af året og sandsynligvis også i januar 2021, forudser Markus Fiebelkorn.