Britisk dagligvarekæde afprøver droneleveringer
Dagligvarekæden Tesco vil afprøve muligheden for at levere varer med droner til private hjem. Selskabet har derfor åbnet for bud fra startupselskaber, som beskæftiger sig med droner, og indgået aftale med én virksomhed.
Det skriver The Telegraph.
Tesco begynder i samarbejde med droneselskabet Manna at levere varer fra en udvalgt butik i Irland i næste måned.
Tiltaget er et forsøg på at modernisere dagligvarekæden, der ifølge topchef Dave Lewis har været for langsom i den digitale omstilling.
I håb om at komme den sløve omstilling til livs lancerede Dave Lewis en digitaliseringsplan for Tesco, da han overtog roret for seks år siden.
Og varelevering med droner er angiveligt det sidste led af den plan.
- Vi er en stor forretning, så innovation kan nogle gange være en langsommelig proces, siger Dave Lewis til The Telegraph.
Moderniseringen af dagligvarekæden er blot blevet et endnu vigtigere punkt for Tesco under coronakrisen, som har sendt nethandlen i vejret.
Dave Lewis har offentliggjort, at han fratræder sin stilling i næste måned, når digitaliseringsplanen er gennemført.

