Fortsæt til indhold

Equinor indgår partnerskab med BP om havvind i USA

Arkivfoto: Martin Lehmann
Erhverv
/ritzau/FINANS

Norske Equinor har solgt 50 pct. af aktiviteterne i vindprojekterne Empire Wind syd for Long Island og Beacon Wind syd for Nantucket til olieselskabet BP.

Gennem transaktionen starter de to selskaber samtidig et strategisk partnerskab om yderligere udvikling af havmølleprojekter i amerikanske farvande, fremgår det af en meddelelse torsdag.

Prisen for de to ejerandele er 1,1 mia. dollar, og gennem partnerskabet kan danske Ørsted altså formentlig også se frem til forstærket konkurrence på det amerikanske marked.

Equinor forbliver som følge af aftalen operatør af vindprojekterne gennem hele udviklingen og driften, fremgår det af meddelelsen.

- Vi ser frem til at samarbejde med BP, som deler vores stærke ambition om at vokse inden for vedvarende energi. Vores partnerskab understreger begge selskabers stærke dedikation til at accelerere energitransitionen, og ved at kombinerer vores styrker gør vi os i stand til at skabe en profitabel havvindmølleforretning i USA, siger Eldar Sætre, der er administrerende direktør hos Equinor, i meddelelsen.

Danske Ørsted har været aktiv på det amerikanske marked for havvind i en del år og har flere projekter under udvikling.

Selskabet har fået tildelt tilladelser til at udvikle de seks projekter Revolution Wind, South Fork Wind, Sunrise Wind, Ocean Wind, Skipjack Wind Farm og Coastal Virginia Offshore Wind, og samtidig er udviklingen af de tre parker Bay State Wind, Constitution Wind og Garden State Offshore Energy allerede i gang.