Erhverv

Betal din motorgæld, ellers bliver nummerpladen klippet

50.000 danskere har fået et varslingsbrev. Betaler de ikke motorgælden, så ryger nummerpladen.

Skattestyrelsen har indrevet 130 mio. kr. med varslingsbreve. Arkivfoto

Skattestyrelsen har taget strengere midler i brug, for at få folk til at betale deres motorgæld. Siden foråret har Skattestyrelsen sendt varslingsbreve ud til 50.000 bilejere, med beskeden, at hvis der ikke bliver betalt, så vil politiet klippe nummerpladen.

Det har fået flere dårlige betalere til at reagere. Over de forløbne 18 måneder er der således indbragt i alt 130 mio. til statskassen med denne metode.

»Vi synes, det har været ret effektivt. Vi kan se, at når vi har sendt varslingsbrevene afsted , så er der rigtig mange, der har betalt. Det er et godt middel til at ramme en svær gruppe,« fortæller Peter Thorgaard, underdirektør i Skattestyrelsen.

Han oplyser, at fire ud af 10 af de varslingsbreve der er udsendt, er blevet helt eller delvist betalt. Fra modtagelsen af brevet har man som bilejer med gæld en kortere tidsfrist til at betale - ellers bliver sagen sendt til politiet.

Peter Thorgaard understreger, at langt de fleste betaler helt almindeligvis, men at der med disse udsendte breve er tale om enkelte borgere.

»Når man sender folk et venligt brev, så betaler langt over 95 pct. Men der er en lille gruppe, som er vanskelige at få til at betale, og der har vi nu fået redskab op og køre, og som virker,« siger Peter Thorgaard.

Det er bilejere i Region Hovedstaden der har fået flest varslingsbreve, og dem der har stået for den største andel af indbetalingerne. I region Nordjylland har bilejerne modtaget færrest breve, oplyser Skattestyrrelsen.

BRANCHENYT
Læs også