Serier
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Flytrafikken skal genstartes for at undgå negativ spiral til skade for eksporten

Massiv markedsføring og lynhurtig covid 19-test til forretningsrejsende skal bringe flyruter tilbage og fastholde København som trafikalt knudepunkt. Det foreslår luftfartens genstartsteam.

Corona rammer verden
Massiv markedsføring og lynhurtig covid-19-test skal genstarte luftfarten. Foto: Lukas Schulze/AP

Luftfarten spiller en nøglerolle for at få den nødlidende danske eksport tilbage på sporet. Men der er risiko for, at trafikken til vigtige markeder kommer ind i en negativ spiral med færre ruter.

Derfor skal der sættes massivt ind med markedsføring af flyforbindelser fra Danmark til eksportkritiske lande som USA, Kina, Japan, Storbritannien og Tyskland.

Samtidig skal erhvervsrejsende have adgang til straks at blive testet for covid-19 og hurtigt få svar, når de kommer hjem fra rejser til vigtige eksportmarkeder.

Det et nogle af anbefalingerne fra det genstartsteam for luftfarten, som Erhvervsministeriet og Udenrigsministeriet har udpeget for at få gang i den danske eksport.

Simon Pauck Hansen, koncerndirektør i SAS, er formand for luftfartens genstartsteam. Han understreger, at erhvervslivet fortsat har et stort behov for at rejse.

»Virksomhederne mister ordrer og afsætning, hvis de ikke kan komme ud på eksportmarkederne. Hvis der ikke åbnes for flere flyrejser, risikerer vi at komme ind i en negativ spiral, hvor færre rejser betyder færre ruter. Det er utroligt vigtigt at bremse og vende den udvikling.«

Virksomhederne mister ordrer og afsætning, hvis de ikke kan komme ud på eksportmarkederne.

Simon Pauck Hansen, koncerndirektør i SAS og formand for luftfartens genstartsteam

Ifølge Simon Pauck Hansen handler det også om at sikre København som et trafikalt knudepunkt. Hvis Danmark åbnes langsommere, så er der risiko for, at flyselskaberne søger mod andre store lufthavne.

Simon Pauck Hansen oplyser, at man har haft et stærkt fokus på de store eksportmarkeder, hvor det er afgørende at have gode og direkte forbindelser.

»Det er vigtigt hurtigst muligt at få genåbnet så mange ruter som muligt til disse lande. Derfor foreslår vi, at der gives en betydelig støtte til at markedsføre disse forbindelser. Det vil tilskynde flyselskaberne til en hurtigere genåbning,« siger Simon Pauck Hansen, der er formand for luftfartens genstartsteam.

Han tilføjer, at de vigtige eksportlande samtidig leverer mange turister til Danmark. Derfor vil en hurtig genetablering af flyruterne også gavne turismen mærkbart.

Teamet anbefaler også, at der etableres faciliteter i lufthavnene, så erhvervsrejsende hurtigt og effektivt kan blive testet for covid-19. Det forudsætter, at testkapaciteten bliver øget.

»Det er vigtigt at gøre det smidigt for forretningsrejsende at rejse ind i og ud af Danmark. De skal straks kunne blive testet og hurtigt have et svar, så de kan undgå at komme i karantæne og blive mere produktive. Erhvervsfolk på rejse skaber værdi for Danmark, og derfor skal de prioriteres,« siger Simon Pauck Hansen.

Det er vigtigt at gøre det smidigt for forretningsrejsende at rejse ind i og ud af Danmark.

Simon Pauck Hansen, koncerndirektør i SAS og formand for luftfartens genstartsteam

Luftfartens genstartsteam ser også gerne, at det meget tydeligere fremgår af Udenrigsministeriets vejledninger, at der er forskel på turistrejser og erhvervsrejser. Selvom det frarådes turister at rejse til et land, kan forretningsrejser godt gennemføres. Det ved mange virksomheder ikke.

»Forretningsfolk må godt rejse til f.eks. vigtige eksportlande, fordi der er tale om nødvendige rejser med et anerkendelsesværdigt formål. Det skal fremgå meget tydeligere,« siger Simon Pauck Hansen.

En harmonisering af restriktioner og vejledninger i EU står også meget højt på ønskesedlen, ligesom man ønsker rejsevejledninger pr. region, så der bliver adgang til dele af de eksportkritiske lande.

Erhvervsminister Simon Kollerup anerkender, at erhvervsrejser spiller en vigtig rolle for erhvervslivet.

»Eksporten fra Danmark er udfordret, og virksomhederne er afhængige af, at forretningsfolk kan komme ud i verden og sælge produkter og tjenesteydelser. Flyselskaberne er blevet tidligt og utroligt hårdt ramt, og der er lang udsigt til normale tilstande. Derfor er det rigtigt at støtte luftfarten til en genstart, der kan hjælpe eksporten,« siger Simon Kollerup.

Virksomhederne er afhængige af, at forretningsfolk kan komme ud i verden og sælge produkter og tjenesteydelser.

Simon Kollerup, erhvervsminister

Der er udpeget otte forskellige genstartsteams fra forskellige erhverv og brancher. De afleverer tirsdag deres forslag til Erhvervsministeriet og Udenrigsministeriet. I alt er der afsat 485 mio. kr. til initiativer, der skal genstarte eksporten.

BRANCHENYT
Læs også