Flødebolle-firma fordobler overskuddet

Der er penge i skumcreme med chokoadeovertræk, må Spangsberg erkende efter det bedste resultat siden 2016.

Michael Spangsberg grundlagde Spangsberg Chokolade A/S efter at have solgt BonBon-land.  Foto: Niels Hougaard.

Det ligner, at danskernes søde tand var særligt sød i 2019, hvor Spangsbergs flødeboller oplevede stor succes.

Spangsberg Chokolade A/S, der står bag de kendte Spangsberg-flødeboller såvel som andre produkter indenfor slik, præsenterede i årsregnskabet for 2019 et overskud på over 3,6 mio. kr. Overskuddet er langt over en fordobling af resultatet for 2018, hvor flødebolle-firmaet fik et overskud på lidt over 1,3 mio. kr.

Det er således det bedste resultat for Spangsberg Chokolade A/S siden 2016.

»Ledelsen anser årets resultat for tilfredsstillende,« fremgår det af regnskabets ledelsesberetning.

Bruttofortjenesten i selskabet havde også vokseværk og endte på 25 mio. kr., hvilket er cirka fire mio. kr. mere end i 2018.

Egenkapitalen i selskabet er på 20,4 mio. kr.

Spangsberg Chokolade A/S forventer ikke, at covid-19 kommer til at have de helt store økonomiske konsekvenser for omsætningen i 2020, men ledelsen afholder sig fra at komme med præcise gisninger om resultatet.

Spangsberg Chokolade A/S blev i sin tid stiftet af Michael Spangsberg.

I første omgang grundlagde Michael Spangsberg sin formue på at udforme slikuniverset BonBon med berømte navne som hundeprutter og mågeklatter blandt varesortimentet. I 1992 var slikket blevet så populært, at han oprettede BonBon-Land.

Et årti senere skilte han sig af med BonBon-slikket, og seks år efter solgte han også forlystelsesparken.

Efter salgene besluttede han sig for at kaste sig over flødeboller, og det er fortsat familien Spangsberg, der er i spidsen for foretagendet.

BRANCHENYT
Læs også