Erhverv

Bankernes indtjening er mere end halveret

Ifølge Finans Danmark er faldet i indtjeningen dårligt nyt for investorerne.

Ulrik Nødgaard, der er adm. direktør i Finans Danmark, siger, at banksektoren er presset. Foto: Mik Eskestad Foto: Mik Eskestad

De 19 største danske banker og realkreditinstituter fik et samlet overskud på 5,7 mia. kr. i årets første halve år.

Det er blot lidt over en tredjedel af, hvad bankerne tjente i samme periode sidste år, hvor indtjeningen lå på 15,6 mia. kr. for de første seks måneder.

Dette viser en analyse af Finans Danmark, der er bankernes interesseorganisation.

Ifølge Finans Danmark er det tredje år i træk, at bankernes indtjening falder. Som konsekvens af coronakrisen er nedskrivningerne af udlån steget med 9,3 mia. kr. i årets første halvår.

Samtidigt gav coronakrisen uro på de finansielle markeder i årets første måneder, hvilket medførte, at bankernes indtægter på kursreguleringer faldt.

»Bankernes indtjening er fortsat presset af negative renter, lav låneefterspørgsel og et udgiftspres, der blandt andet skyldes regulatoriske krav og indsatsen mod hvidvask. Dertil kommer, at nedskrivningerne på udlån er steget markant som følge af coronakrisen, og det forringer naturligvis resultatet yderligere,« siger Ulrik Nødgaard, adm. direktør i Finans Danmark i en pressemeddelelse.

Faldet i indtjeningen hos bankerne er dårlige nyheder for investorerne, da bankernes overskud ifølge Finans Danmark er afkast til aktionærerne.

Investorernes indskudte egenkapital udgør ifølge Finans Danmark omkring 400 mia. kr.

»Sektoren er presset. Men vores banker er fortsat stærke og velpolstrede. Det er godt og vil sikre, at de trods faldende indtjening fortsat kan yde den service, de skal til kunderne. Men det sætter også en streg under, at der på ingen måde er en overnormal indtjening i sektoren,« siger Ulrik Nødgaard.

Finans Danmark har lavet analysen ved at gennemgå halvårsregnskaberne for de 16 største bankkoncerner i Finanstilsynets gruppe et og to, Nykredit Realkredit koncernen, Nordea Kredit og koncernen DLR Kredit.

Bankerne har på det seneste været i vælten med en kritik af, at der fra politisk hånd er blevet lagt op til, at den finansielle sektor skal betale en særskat for at være med til at finansiere den nye ret til tidlig pension.

Regeringen lægger op til, at bankerne årligt skal betale en særskat på 1,5 mia. kr. for at være med til at finansiere danskernes ret til tidligere pension.

BRANCHENYT
Læs også