Erhverv

Stor tandlægekæde med nyt trecifret millionunderskud

Fokus har været på at opkøbe og fusionere mindre tandlægeklinikker.

Tandlægen.dk havde fokus på opkøb og indkasserede et trecifret millionunderskud i 2019. Arkivfoto: Katinka Hustad

Tandlægen.dk - Holding A/S, der er medejer af 53 tandlægeklinikker over hele Danmark, må for andet år i træk gå ud med et trecifret millionunderskud.

I 2019 fik Tandlægen.dk således et underskud på 132,8 mio. kr., hvilket er tre mio. kr. dårligere end i 2018, hvor tandlægekoncernen også måtte tage et trecifret millionunderskud.

Siden stiftelsen af selskabet i 2016 har Tandlægen.dk haft underskud hvert år, og samlet er der fosset i omegnen af 320 mio. kr. ud af pengekassen.

Egenkapitalen er på minus 105 mio. kr. efter resultatet for 2019, hvor fokus for Tandlægen.dk har været på at købe op.

I 2019 har branchen ifølge ledelsesberetningen været præget af, at mange af de mindre enkeltmandsklinikker er ophørt eller er blevet solgt i forbindelse med, at ejeren er gået på pension. Tandlægen.dk har brugt 2019 på at fusionere en del af de mindre klinikker, mens enkelte klinikejere har foretaget en del opkøb af mindre enkeltmandsklinikker.

»Det indebærer blandt andet, at antallet af patienter per klinik er stigende i Danmark - et forhold som også er kommet tandlægen.dk til gode,« fremgår det af ledelsesberetningen, hvor det vurderes, at Tandlægen.dk har fået 30.000 nye patienter i 2019 på baggrund af, at mange tandlæger er gået på pension.

Et internt regnskab i forbindelse med ledelsesberetningen viser positive takter på omsætningen, der steg fra 655 mio. kr. i 2018 til 685 mio. kr. i 2019.

I starten af 2020 satte coronakrisen dog en kæp i hjulet for det stigende omsætning, da tandlægerne blev sat i nødberedskab. Ifølge regnskabet betød nedlukningen et omsætningstab på 70 mio. kr. for Tandlægen.dk.

Da der igen blev lukket op for tandlægerne, blev noget af det tabte dog hentet ind, og selskabet satte ifølge ledelsesberetningen omsætningsrekord i juni og juli.

»Den hurtigere end forventede genopretning er dog ikke nok til at kompensere for omsætnings- og likviditetstabet under corona-krisen,« skriver ledelsen, der som følge af covid-19 forventer at indgå en aftale med selskabets långivere om en lånefacilitet med tilknyttet garanti fra Vækstfonden på 80 pct. af lånet.

Tandlæge-koncernen har fået omstruktureret kortfristede lån, så direktionen og ledelsen forventer at have tilstrækkelig likviditet til rådighed til at fortsætte driften i 2020 og 2021.

Finans har tidligere skrevet, at det angiveligt er et spørgsmål om tid, før tandlægekæden skal på nye hænder.

I øjeblikket er Tandlægen.dk ejet af en række prominente aktionærer. Heriblandt arvingerne af bilselskabet Semler og forsikringsselskabet Danica Pension.

BRANCHENYT
Læs også