Serier
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Restaurationsbranchen er pikeret over nye restriktioner

Restauranter og natteliv skal lukke senest kl. 22. Gæster skal bære mundbund. Endnu engang lander der restriktioner hos restaurationsbranchen.

Corona rammer verden
Administrerende direktør af Old Irish Pub, Peder Johan Blak. Foto: Kasper Heden Andersen

Den i forvejen hårdt pressede restaurationsbranche går endnu en gang sværere tider i møde - i hvert fald i hovedstadsområdet. Myndighedernes nye coronarestriktioner i hovedstaden og en række omegnskommuner medfører, at alle restauranter og barer skal lukke senest kl. 22, og samtidig skal samtlige gæster bære mundbind, når de bevæger sig rundt i lokalerne.

Restriktionerne kommer efter et stigende smittetryk, især i Hovedstadsområdet.

Brancheforeningen Danmarks Restauranter og Cafeer stiller sig uforstående over for, at de nylige restriktioner endnu engang skal lande hos dem.

»Vi ser en generel udfordring i, at restaurationsbranchen er blevet udset som en problemskabende faktor, når vi i højere grad bør ses som en del af løsningen,« siger DRC’s sekretariatschef, Jeppe Herskind-Møller.

Old Irish Pub er en kæde af pubs på tværs af landet. Kæden har nu valgt at holde fire ud af fem pubs i Hovedstadsområdet lukket, da en lukketid kl. 22 simpelthen ikke kan udgøre en rentabel forretning for virksomheden.

Det skriver Old Irish Pub i en pressemeddelelse.

»Vi bidrager gerne til bekæmpelsen af corona, om end det til tider kan føles som om, at det er vores branche, der skal bære det hele. Det er en tung byrde at bære,« siger pubkædens adm. direktør, Peder Blak.

Han bliver bakket op af Merete Holst, adm. direktør på The Standard i København. Hun efterspørger konkret samfundssind fra politikernes side.

»Restaurationsbranchen har allerede investeret massivt i at overholde regler og retningslinjer. Vi har beholdt ansatte på lønningslisten og sikrer gæsternes sikkerhed. Nu er det på tide, at beslutningstagerne udviser bare en brøkdel af det samfundssind, vi som virksomheder i udsatte brancher bliver bedt om at stille op med. Ellers kaster regeringen 20 års hårdt arbejde for at gøre Danmark til gastronomisk epicenter direkte i skraldespanden.,« udtaler Merete Holst.

Rekom Group, der driver en række natklubber i Hovedstaden såvel som andre dele af landet, stiller sig uforstående over for regeringens valg af lukketid.

»Vi har fuld respekt for, at der skal handles, når smittetallene går op. Men det undrer os ganske enkelt, at vi nu skal lukke kl. 2200. De unge kommer til at finde andre måder at være sammen på – uanset hvor meget kontrol, der sættes ind. De har ikke har tænkt sig at sidde hjemme og kigge ud ad vinduet. Det kommer til at ske i privat regi, som ikke har de rammer, vi kan sørge for,« siger Adam Falbert, adm. direktør i Rekom.

Ifølge justitsminister Nick Hækkerup kommer restriktionerne til at ramme nattelivet, da branchen ikke i tilstrækkelig grad har kunne overholde retningslinjerne om afstand og minimering af sociale kontakter.

Peder Blak efterlyser et tættere samarbejde med sundhedsmyndighederne. Old Irish Pub mener selv, at de har løftet opgaven med egenbestemte restriktioner, herunder coronatest af personale, plexiglas ved baren og ekstra sikkerhedspersonale.

»Vi har flere ideer til, hvordan vi kan håndtere sikkerheden, og vi vil naturligvis gå meget langt for at sikre en tryg og god oplevelse for vores gæster i respekt for deres helbred. Alligevel skal vi gang på gang tænde for fjernsynet for at opdage, at vores forretning igen bliver hæmmet,« siger den adm. direktør.

BRANCHENYT
Læs også