Chemometec offentliggør forventninger til året: Ser EBITDA på 100-105 mio. kr.
Chemometec har onsdag aften offentliggjort sine forventninger til det forskudte regnskabsår 2020/21.
I 2020/21 forventer Chemometec en omsætning i intervallet 240-250 mio. kr. og et driftsresultat (EBITDA) på 100-105 mio. kr., fremgår det af selskabets årsrapport for regnskabsåret 2019/20.
Chemometec regner samtidig med at investere for 35 mio. kr. i løbet af året.
- Usikkerhederne omkring Covid-19 situationen gør det betydeligt mere vanskeligt at fastsætte forventninger til det kommende regnskabsår, hedder det dog fra selskabet.
Chemometec fremhæver desuden, at omkring halvdelen af omsætningen i regnskabsåret vil blive hentet i USA, hvorfor koncernen kan blive negativt påvirket af yderligere dollarsvækkelse og af pandemiens udvikling.
I det afsluttede regnskabsår 2019/20 omsatte selskabet for 214,1 mio. kr., mens driftsresultatet endte på 92,6 mio. kr.
Det er højere end i 2018/19, hvor selskabet omsatte for 175,5 mio. kr., mens driftsresultatet endte på 64,9 mio. kr.


