Erhverv

Lundbeck: Studie viser bedring med Brintellix hos depressive

Foto: Jens Dresling

Depressive patienter, der har fået behandling med Brintellix, viser en reduktion i følelsesmæssig afdæmpethed.

Det viser et såkaldt complete-studie med medikamentet, oplyser Lundbeck torsdag morgen.

Der var 150 patienter med i studiet, og hos dem blev der "observeret en signifikant forbedring i symptomer relateret til følelsesmæssig afdæmpethed målt ved Oxford Depression Questionnaire (ODQ) efter kun en uges behandling", skriver medicinalselskabet om studiet.

Deltagerne havde oplevet følelsesmæssig afdæmpethed i mindst seks uger, før de indgik i studiet, som var et otte uger åbent-label-studie. Efter behandlingen i tidsperioden på de otte uger, kunne halvdelen af patienterne fortælle, at de ikke længere oplevede dette symptom, oplyser Lundbeck.

- Resultaterne er opmuntrende, da de viser, at følelsesmæssig afdæmpethed potentielt kan blive afhjulpet ved at skifte medicin, hvilket kan føre til en signifikant forbedring i den overordnede fungeren i dagligdagen, lyder det fra medicinalselskabet.

Følelsesmæssig afdæmpethed er et velkendt symptom ved depression, og det hindrer fuld bedring. Omkring halvdelen af de patienter, der behandles med SSRI'er (Selective Serotonin Reuptake Inhibitor) eller SNRI'er (Serotonin-Noradrenalin-Reuptake Inhibitor) oplever netop dette symptom.

BRANCHENYT
Læs også