Erhverv

Beierholm runder historisk milepæl: Omsætning vokser til en milliard kroner

Beierholm runder for første gang en omsætning på mere end 1 mia. kr., viser revisionshusets seneste årsregnskab.

Søren V. Pedersen, adm. direktør i Beierholm. Arkivfoto

Revisionsfirmaet Beierholm har gennem de seneste år haft fuldt fart på toplinjen med årlige vækstrater i omegnen af 10 pct., og nu runder virksomheden en historisk milepæl – for første gang nogensinde lander omsætningen på over 1 mia. kr.

Det viser årsregnskabet for 2019/20.

Årsagen til den kraftige toplinjevækst skal især findes i den aggressive opkøbsstrategi, som Beierholm har gennemført de seneste år.

»En stor del af vores vækst kommer fra opkøb af mindre revisionsfirmaer. Det har længe været vores strategi at øge vores volumen på den måde. Og det giver os samtidig nogle større muskler fremadrettet. Vores mål er en årlig vækst på 10 pct. over de næste fem år,« siger Søren V. Pedersen, adm. direktør i Beierholm.

Beierholm kommer ud af året med en omsætning på samlet 1.045 mio. kr., og dermed har revisionshuset næsten fordoblet sin omsætning på bare fem år. I den samme periode er antallet af medarbejdere vokset fra omkring 620 til 1.120.

Søren V. Pedersen anslår selv, at omkring 80 pct. af væksten kommer fra opkøb, mens den resterende vækst er organisk. Og fremtiden kan meget vel byde på endnu flere opkøb i revisionsbranchen, slår Søren V.Pedersen fast.

»Jeg har en stor liste over mindre revisionsfirmaer, som måske bliver udfordret de kommende år. Dem kigger vi på,« siger han.

Samtidig kan Beierholm igen i år glæde sig over at være det revisionshus med flest kunder, hvis man måler på, hvor mange selskaber de enkelte revisionshuse har lavet årsrapport for.

I modsætning til de fire store revisionshuse herhjemme, der tæller de globale aktører Deloitte, EY, PWC og KPMG, skal Beierholms kunder især findes blandt landets små og mellemstore virksomheder, og det giver travlhed på kontorerne.

Sidste år håndterede Beierholm knap 21.900 årsrapporter - det tal er nu vokset til ca. 23.000. Til sammenligning håndterede den nærmeste konkurrent BDO knap 17.900 kunder, viser tallene, som Beierholm har indhentet.

BRANCHENYT
Læs også