Erhverv

Carlsberg opjusterer efter solidt augustsalg

Den danske bryggerikoncern Carlsberg forventer nu at tjene mere i 2020, end det tidligere er blevet udmeldt.

Arkivfoto

2020 bliver mere indtjeningsvenligt for Carlsberg end først forventet, ser det ud til.

Ølsalget i august har bidraget til bedre resultater end forventet, lyder det i en selskabsmeddelelse fra Carlsberg.

Derfor forventer Carlsberg nu et fald i driftsresultatet på et højt encifret procent, hvor det tidligere lød på et fald på 10-15 pct.

Derudover fortsætter kunderne på det østeuropæiske marked med at købe flere af bryggerikoncernens produkter, mens også udsigterne på det vestkinesiske marked er forbedret.

I det vestlige Kina har Carlsberg fasttømret sin markedsandel, og efter den seneste anden bølge af covid-19 er aftaget, ser salget ud til at forbedres.

De tidligere forventninger om en nedgang i driftsresultatet på 10-15 pct. har da også tidligere vagt undren. Carlsbergs guidance var langt værre end estimatet fra analytikerne, der i gennemsnit i august ventede en tilbagegang på 7,5 pct. i driftsresultatet for 2020.

Aktien stiger da også kun 1,5 pct. oven på nyheden.

I regnskabet for første halvår, hvor coronakrisen var på sit højeste, var indtjeningen indtil videre kun faldet med 8,9 pct.

Den helt store årsag til den dystre guidance var, at Carlsberg har skubbet omkostninger til markedsføring fra første halvår til andet halvår, fortalte topchef Cees’t Hart dengang. Derudover har besparelser i første halvår på rejser og andet holdt hånden under resultatet.

I meddelelsen understreger koncernen, at indtjeningsforventningerne er indhyllet i usikkerhed på grund af det verdensomspændende virusudbrud.

BRANCHENYT
Læs også