Syv arvinger vil betale 2,2 mia. kr. for at slippe af med rederichef
Siden et dødsfald i februar er bølgerne gået så højt hos den femte generation af shippinggruppen Wilhelm Wilhelmsen, at der bliver smidt milliarder på bordet for at købe hinanden ud.
Den norske rederigruppe Wilhelm Wilhelmsen fylder 160 år i 2021, men de ni arvinger i femte generation kommer næppe til at fejre det side om side.
I februar døde Wilhelm Wilhelmsen, der som formand for bestyrelsen fra 1992 til 2010 stod i spidsen for den fjerde generation af det internationale selskab. Hans bortgang har sidenhen blotlagt en magtstrid i rederigruppen med flere end 20.000 medarbejdere og en milliardomsætning.
Striden har fået syv kvindelige arvinger til at hyre Carnegie og fremsætte et tilbud til koncernchef Thomas Wilhelmsen om at købe ham og hans familie ud af foretagendet for 3,2 mia. nkr. svarende til 2,2 mia. kr.
Det skriver Dagens Næringsliv.
Thomas Wilhelmsen er søn af Wilhelm Wilhelmsen og ejer de kontrollerende a-aktier i selskabet. Den magt har han tilsyneladende ikke i sinde at slippe, for han er omvendt parat til at købe sine familiemedlemmer ud af ejerskabet.
»Vi er indstillet på at fortsætte dialogen om et exit med dem,« lyder det ifølge Dagens Næringsliv i en mail fra Thomas Wilhelmsen.







