Erhverv

Jyske Bank overhalet som Danmarks næstmest værdifulde bank

Jyllands mest værdifulde bank hører nu ikke længere til i Silkeborg, men derimod i Ringkøbing.

John Fisker, topchef i Ringkjøbing Landbobank, der har overhalet Jyske Bank målt på markedsværdi.

Titlen som Danmarks næstmest værdifulde bank har fået ny indehaver.

Det er nu ikke længere Jyske Bank, der kan bryste sig af at være nummer to i Danmark målt på markedsværdi - kun overgået af Danske Bank.

Det er nu i stedet Ringkjøbing Landbobank, som har den ære og dermed er Jyllands mest værdifulde bank.

Torsdag overhalede Banken sin konkurrent fra Silkeborg, og fredag er afstanden øget.

Kl. 12.30 fredag var Ringkjøbing Landbobank knap 14,2 mia. kr. værd, mens Jyske Bank var 13,8 mia. kr. værd.

John Fisker, topchef i Ringkjøbing Landbobank, ønsker over for Børsen ikke at kommentere udviklingen.

»Det har jeg ingen kommentarer til. Vi koncentrerer os om vores egen forretning,« siger han.

Ringkjøbing Landbobanks avancement skal ikke forklares med et kursridt af de større. Tværtimod er landbobankens aktie faldet med omkring 5,5 pct. i værdi i år.

Det er dog markant mindre end Jyske Bank-aktien, der er dykket med over 21 pct. i 2020.

Selvom de to jyske banker i øjeblikket kæmper om titlen som nummer to i Danmark, er der et stykke vej, før de kan true nummer et, Danske Bank, der har en markedsværdi på omkring 73 mia. kr.

Ringkjøbing Landbobank har knap 700 ansatte og havde i 2019 et overskud efter skat på 978,2 mio. kr.

BRANCHENYT
Læs også