Serier
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Old Irish Pub-direktør: »Vi opfatter det her som en tvangsnedlukning af vores virksomhed«

Danmarks næststørste barkoncern er dybt bekymret for nedlukningen af nattelivet, der nu igen gælder hele landet. Direktøren forventer, at regeringen inden længe får stablet hjælpepakker på benene til den klemte nattelivsbranche.

Corona rammer verden
Administrerende direktør for Old Irish Pub, Peder Johan Blak. Foto: Kasper Heden Andersen

De restriktioner, der indtil fredag kun gjorde sig gældende for nattelivet i København, bliver nu landsdækkende.

Det betyder, at barer, caféer og restauranter i hele landet nu skal holde lukket kl. 22.00. Derudover gælder kravet om mundbind også for hele landet.

Dette oplyser statsminister Mette Frederiksen på et pressemøde fredag eftermiddag.

Adm. direktør Peder Johan Blak fra landets andenstørste nattelivskoncern, Old Irish Pub, har allerede lukket fire ud af fem barer i Københavnsområdet som konsekvens af restriktionerne i hovedstaden, da det med en åbningstid til kl. 22.00 ikke var profitabelt at holde åbent.

Udvidelsen, som får restriktionerne til at gælde for hele landet, har sat Old Irish Pub-ledelsen i gang med at vurdere, hvorvidt det overhovedet vil give mening at holde åbent i resten af koncernens danske beværtninger. Old Irish Pub driver over 20 barer i Danmark, hvoraf fem altså er i og omkring København.

»En national lukketid til kl. 22.00 er en de facto nedlukning af vores virksomhed,« skriver adm. direktør Peder Blak fra Old Irish Pub og uddyber:

»Vi opfatter det her som en tvangsnedlukning af vores virksomhed. Vi kan ikke tolke det anderledes, når de politiske beslutninger igen og igen hæmmer vores forretning.«

Old Irish Pub forventer, at regeringen vil indtænke støtteordninger til branchen hurtigst muligt, så der kan holdes en hånd under den trængte nattelivsbranche.

»Vi regner altså med, at regeringen hanker gevaldigt op i sig selv, når de skal forhandle hjælpe- og støttepakker i eftermiddag i Erhvervsministeriet. Jeg har ofte hørt statsministeren love, at hun vil holde hånden under erhvervslivet. Det er nu, hun skal bevise det. Mere end nogensinde. Jeg forventer en fuld kompensation for denne nedlukning. Andet kan man simpelthen ikke være bekendt,« siger Peder Blak.

Old Irish Pub er Danmarks næststørste barkoncern og har 36 beværtninger fordelt i Danmark, Norge og Finland.

BRANCHENYT
Læs også