Erhverv

LVMH forsøger alligevel at få godkendt Tiffany-køb

Det franske luksusvareselskab LVMH forsøger nu alligevel at få klemt overtagelsen af det amerikanske smykkeselskab Tiffany igennem.

Arkivfoto Foto: Horst Ossinger/AP

I hvert fald har LVMH indsendt den foreslåede handel til de europæiske konkurrencemyndigheder, skriver Bloomberg News.

For nylig fastslog LVMH ellers, at selskabet ikke ville kunne gennemføre overtagelsen på de nuværende vilkår, hvilket fik Tiffany til at lægge sag an mod franskmændene i USA.

LVMH fremsatte i november sidste år et bud på samlet 16 mia. dollar for Tiffany. Prisen skulle være 135 dollar per aktie for smykkeselskabet.

Siden udskød først coronakrisen handlen, og efterfølgende har det amerikanske selskab udskudt bagkanten for gennemførslen.

De franske myndigheder har i øvrigt tidligere bedt om en udsættelse til januar næste år, af frygt for at USA vil indføre forhøjede toldsatser på franske varer.

LVMH's beslutning om at aflyse handlen fik Tiffany op i det røde felt og direkte i retten, hvor det franske selskab blev sagsøgt, fordi det angiveligt bevidst havde udsat processen med at få handlen godkendt i blandt andet EU.

De kinesiske og amerikanske myndigheder havde ellers allerede vendt tommelfingeren opad til transaktionen.

Med søgsmålet søgte det amerikanske selskab at få LVMH til at overholde den tidligere aftalte deadline - den 24. november.

Og det ser ud til sagtens at kunne lykkes nu. Faktisk har otte ud af ti relevante myndigheder allerede givet grønt lys, oplyser LVMH ifølge Bloomberg News.

Og selskabet regner også med, at både Taiwan og EU-Kommissionen vil give deres respektive velsignelser i god tid inden deadline.

BRANCHENYT
Læs også