G4S: Omlægning og lavere gæld giver forbedret indtjening trods corona
Ved udgangen af august var vagt- og sikkerhedsselskabet G4S indtjeningsmæssigt foran kurven fra sidste år trods coronakrisen.
Det fremgår mandag morgen af en meddelelse fra selskabet.
Her påpeger G4S, at toplinjen har vist sig modstandsdygtig i de første otte måneder af året, hvor omsætningen for hele selskabet var omtrent 1,9 pct. lavere end i den tilsvarende periode af sidste år.
Til gengæld har stærk omkostningskontrol og lavere renteudgifter understøttet indtjeningen, som på halvårsbasis var på niveau med sidste år, og ved udgangen af august var den underliggende indtjening højere, end tilfældet var det efter de første otte måneder af 2019, oplyser G4S.
De bedrede renteudgifter skyldes både en refinansiering af selskabets gæld, men også en reduktion af den samlede gældspost, oplyser selskabet.
- Selv om de globale økonomiske udsigter fortsat er usikre, demonstrerer selskabets præstation i de første otte måneder styrken i forretningen, skriver G4S i meddelelsen.
Efter et købstilbud på hele G4S i forrige uge steg selskabets aktie alle dage i sidste uge på børsen i København.
Samlet gik G4S frem med 33,8 pct. i sidste uge.
Bestyrelsen i G4S har enstemmigt afvist tilbuddet fra BC Partners og Gardaworld, fordi tilbuddet på 190 pence per aktie - svarende til 15,43 kr. ved mandagens valutakurser - undervurderer potentialet i selskabet, lyder begrundelsen.
Fredag sluttede G4S-aktien i 15,68 kr. på børsen i København. Den britiske notering steg fredag med 1,4 pct. til 193,60 pence - og altså ligeledes et lille stykke over tilbudsprisen.
/ritzau/FINANS