Erhverv

Grundfos omlægger organisationen og fyrer 600 medarbejdere globalt

En forenkling af organisationen skal gøre industrivirksomheden Grundfos mere fokuseret på kunderne. Øvelsen koster 600 medarbejdere jobbet.

Bestyrelsesformand i Grundfos Holding Jens Moberg præsenterer massive ændringer i Grundfos' organisation. Foto: Niels Hougaard

Inden Mads Nipper forlader posten som adm. direktør i industrivirksomheden Grundfos for at blive topchef i Ørsted, ændrer topledelsen nu fundamentalt strukturen i organisationen.

Organisationsændringerne har været undervejs længe, lyder det fra Grundfos, og det er en del af virksomhedens 2025-strategi at forenkle strukturen, som i samme ombæring skal være mere kundeorienteret.

Grundfos vil organisere sine salgs-, marketing-, teknologi- og produktionsfunktioner, så de servicerer fire forskellige kundegrupper: Commercial Building Services, Domestic Building Services, Industry and Water Utility.

Med den nye struktur vil Grundfos stå stærkere på den anden side af den økonomiske krise, udtaler bestyrelsesformand Jens Moberg i en meddelelse. Blandt andet skal »betydelige investeringer i innovation og digitale kompetencer« skabe en tættere relation til kunderne.

»Vores succesfulde implementering af vores 2020-strategi og de stærke økonomiske resultater i de seneste seks år giver os platformen for implementering af vores ambitiøse 2025-strategi, herunder en ny og kundeorienteret struktur samt yderligere investeringer i innovation og digitale kompetence,« udtaler han i en meddelelse.

Den forenklede struktur betyder samtidig, at 600 medarbejdere på globalt plan skal afskediges. Nedskæringerne kommer hovedsageligt til at ske i Grundfos’ globale salgsteam.

»Det er svært at se gode kollegaer forlade os. Jeg vil gerne takke alle for deres hårde og loyale arbejde. Vi vil i overensstemmelse med vores værdier sikre, at alle berørte medarbejdere støttes i denne proces,« udtaler Moberg.

Det er kun et år siden, Mads Nipper var med til at lancere Grundfos’ 2025-strategi, men Nipper forlader som bekendt industrivirksomheden for at stå i spidsen for Ørsted. Efter planen starter han hos Ørsted ved årsskiftet, hvor Grundfos også vil være klar med sin nye organisation.

En del af opgaven for den nye topchef i Grundfos er at gøre virksomheden førende inden for vandløsninger. Energieffektive pumper, der i årtier har været Grundfos’ varemærke, kan i fremtiden ikke stå alene. Det betyder blandt andet, at Grundfos i 2030 vil levere »sikkert drikkevand« til 300 mio. mennesker.

De finansielle mål lyder på en gennemsnitlig årlig organisk vækst i salget på 4 pct. – dog skal Grundfos altid vokse mere end markedet – mens indtjeningen målt på ebit skal ligge på mindst 10 pct.

Grundfos’ bestyrelsesformand har endnu ikke sat navn på virksomhedens næste topchef.

Grundfos beskæftiger ca. 19.000 medarbejdere i hele verden. Omsætningen nåede i 2019 op på 27,5 mia. kr. mod 26,7 mia. kr. i 2018.

BRANCHENYT
Læs også