Daniel Aggers kloak-selskab lander nyt rekordoverskud
Daniel Aggers kloakvirksomhed suger millionertil sig. Selskabet lander et nyt rekordoverskud, og samtidig forventer ledelsen, at fremtiden byder på endnu mere vækst, viser nyt regnskab.
Den tidligere Liverpool-stjerne og landsholdsanfører Daniel Agger har kastet sig over kloakbranchen – og det har vist sig at være en rigtig god forretning.
Daniel Agger stiftede i 2012 kloakvirksomheden Kloagger, og efter et par enkelte år med underskud og mindre overskud, er der nu for alvor sat turbo på forretningen.
Det seneste årsregnskab for 2019/20, som Kloagger netop har offentliggjort, viser, at kloakselskabet kommer ud af regnskabsåret med et overskud på 5,7 mio. kr., hvilket er det hidtil største overskud i selskabets historie.
Samtidig er bruttofortjenesten vokset fra 20,4 mio. kr. til knap 23,5 mio. kr., viser regnskabet. Egenkapitalen er i samme periode vokset fra knap 15 mio. kr. til lige under 20 mio. kr.
Kloagger, der har base i Daniel Aggers hjemby Hvidovre, omtaler selv regnskabet med tilfredshed i årsregnskabets ledelsesberetning. Samtidig vurderer ledelsen, at de høje vækstrater vil fortsætte de kommende år.
»Det er ledelsens forventning, at selskabet vil vækste med minimum 10 pct. i det kommende regnskabsår, og ledelsen ser gode muligheder for at skabe endnu bedre indtjening i fremtiden,« står der i ledelsesberetningen.
Kloagger har Daniel Aggers lillebror, Marco Agger, som adm. direktør, mens Daniel Agger selv indtager posten som bestyrelsesformand og hovedaktionær.
Daniel Agger var aktiv fodboldspiller i årene 2004 til 2016. Forsvarsspilleren startede sin professionelle karriere i Brøndby IF, inden han blev solgt til engelske Liverpool FC, som han nåede at spille mere end 200 kampe for.
I 2014 vendte Daniel Agger tilbage til Brøndby IF, inden han stoppede karrieren i 2016.
Daniel Agger nåede at spille 75 landskampe for det danske landshold, som han gennem en periode også var anfører for.

