Erhverv

DI: Erhvervsliv forbereder sig på stormfuldt efterår med rysteture, slunkne ordrebøger og fyringsrunder

Det er nærliggende for virksomhederne at benytte efteråret til at tilpasse sig krisen, vurderer erhvervsorganisationerne DI og Dansk Erhverv.

Grundfos' afgående topchef, Mads Nipper, annoncerede i denne uge en stor fyringsrunde hos landets næststørste industrivirksomhed. Efteråret vil bære præg af flere af den slags tilpasninger, vurderer Dansk Industri og Dansk Erhverv. Foto: Gregers Tycho

Efteråret bliver efter alt at dømme endnu mere stormfuldt end sædvanligt herhjemme, for tusindvis af danskere vil i de kommende måneder mærke, at deres arbejdspladser tilpasser sig krisen.

Sådan lyder varslingen fra erhvervsorganisationen DI oven på en uge med fyringsrunder og omorganiseringer hos tunge selskaber som Grundfos og Velux. Det kan meget vel være begyndelsen på en bølge af tilpasninger, forudser Morten Granzau Nielsen, underdirektør i DI.

»Der er nogle faktorer til stede, som betyder, at erhvervslivet formentlig vil benytte lejligheden til at tilpasse sig, fordi virksomhederne har en større sigtbarhed end for et halvt år siden. Nogen kigger ind i et 2021, hvor ordrebøgerne vil være tyndere end normalt, mens andre er nødt til at satse på nye områder for at få gang i væksten,« siger Morten Granzau Nielsen.

Tilpasningerne betyder for ham at se, at ledighedstallet godt kan begynde at stige igen, selvom underdirektøren dog ikke forventer en voldsom rystetur, medmindre coronavirussen fører til en decideret nedlukning igen.

»I foråret vidste vi ikke, hvor krisen ville føre os hen. Det har erhvervslivet lidt større klarhed over nu, hvilket gør det nemmere at træffe store strategiske beslutninger. Samtidig mærker en række virksomheder for alvor krisen nu, fordi deres ordrebøger var fulde for et halvt år siden. Og endelig er en del af hjælpepakkerne jo udløbet,« forklarer Morten Granzau Nielsen.

Dansk Erhvervs cheføkonom, Tore Stramer, ser det samme scenario for sig.

»Der er ingen tvivl om, at mange virksomheder har valgt lige at vende skråen en ekstra gang for at se, hvor coronakrisen fører hen. Det har de nu mere klarhed over og må derfor tilpasse aktiviteten til efterspørgslen,« siger Tore Stramer.

Han peger på, at en tredjedel af rejsebureauerne og en fjerdedel af restauranterne ligefrem vurderer, at de risikerer at gå konkurs under de nuværende omstændigheder. Det viste en rundspørge fra Danmarks Statistik i august. Også hotel-, ejendomsservice- og rengøringsbranchen kører på pumperne, alt imens 30.000 danskeres lønkompensation netop er udløbet.

»Så i min optik bliver efteråret meget udfordrende for dele af det danske arbejdsmarked,« konstaterer Tore Stramer.

Endelig er krisen en anledning til at føre planlagte organisationsændringer ud i livet.

»Jeg tror, at man i den kommende tid vil se mange virksomheder rulle omstruktureringsplaner ud. Jeg er sikker på, at mange af dem vil tage udgangspunkt i et behov for at opveje faldende indtjening og omsætning, fordi virksomhederne er blevet hårdt ramt af coronakrisen. Det er ikke tilfældet for os. Vi har klarer os godt gennem krisen,« forklarer David Briggs, adm. direktør for Velux Group.

BRANCHENYT
Læs også