Erhverv

Alibaba-stifter vippet af pinden: Her er Kinas rigeste

Jack Ma, der har stiftet tech-giganten Alibaba, kan ikke længere kalde sig selv for Kinas rigeste mand. Nu har en drikkevands-milliardær overtaget posten.

Zhong Shanshan, stifter, CEO og bestyrelsesformand i Nongfu Spring. Foto: PR.

Alibaba-stifteren og multimilliardæren Jack Ma, der længe har kunne kalde sig selv for Kinas rigeste mand, må nu se sig slået og pænt aflevere titlen videre.

Det viser erhvervsmediet Bloombergs såkaldte Billionaires Index, der overvåger og registrerer formuerne hos verdens rigeste personer.

Kinas rigeste person hedder nu Zhong Shanshan, der især har tjent sine milliarder på at sælge vand på flaske og andre drikkevarer gennem selskabet Nongfu Spring Co.

Ifølge Bloomberg nåede Zhong Shanshans formue i denne uge en størrelse på svimlende 58,7 mia. dollars, hvilket svarer til næsten 375 mia. danske kr.

Dermed sniger han sig lige akkurat forbi Jack Ma, der anslås at være god for ca. 56,7 mia. dollars, hvilket svarer til 360 mia. danske kr.

Det er børsnoteringen af Nongfu Spring Co., der har fået Zhong Shanshans formue til at skyde i vejret med raketfart.

Nongfu Spring Co. blev i starten af september børsnoteret i Hongkong til kurs 21,5 Hongkong dollar. Aktien var overtegnet med 1.100 gange, hvilket gør noteringen til en af de mest populære i nyere tid på Hongkong-børsen.

Børsnoteringen fik den Zhong Shanshans formue til at vokse med 51 mia. dollar, hvilket skød ham helt op i top tre over Kinas rigeste personer.

Siden har aktien bevæget sig støt og roligt opad, og onsdag i denne uge var aktien næsten oppe og ramme kurs 40, hvilket har fået Zhong Shanshans formue til at vokse så meget, at han nu kan indtage pladsen som Kinas rigeste.

Sideløbende har Zhong Shanshan tjent styrtende på børsnoteringen af medicinalselskabet Beijing Wantai Biological Pharmacy Enterprise Co., der gik på børsen tilbage i april.

Samtidig med at Zhong Shanshan nu kan indtage tronen som Kinas rigeste, kan han også kaldes sig Asiens næstrigeste mand. Han er kun overgået af indiske Mukesh Ambani, der menes at være god for ca. 85 mia. dollar.

BRANCHENYT
Læs også