Erhverv

Inden første arbejdsdag: Anders Holch Povlsens nye kommunikationschef stopper

Niels Christian Jung skulle have overtaget stillingen som kommunikationschef i Bestseller den 1. oktober.

Anders Holch Povlsen er ejer af og adm. direktør for Bestseller-koncernen. Foto: Joachim Ladefoged.

Bestseller har alligevel ikke fået løst udfordringen med at finde den rette til posten som kommunikationschef. Det står klart, efter at den store modekoncerns valg til posten ikke længere er at finde på holdkortet. Vel at mærke inden den nye kommunikationschef havde haft sin første arbejdsdag i Bestseller.

Valget var egentlig faldet på den tidligere DR-journalist Niels Christian Jung, som skulle være begyndt i stillingen den 1. oktober. Men nu bliver skiftet alligevel ikke en realitet.

Kommunikationschef hos Bestseller Morten Norlyk bekræfter, at Niels Christian Jung ikke overtager hans stilling den 1. oktober som planlagt. Ifølge Norlyk skyldes det ”personlige årsager”.

Er det ham, som vælger ikke at tiltræde, eller er det jer, som vælger ikke at ansætte ham alligevel?

»Af personlige årsager tiltræder han ikke stillingen,« lyder det fra Morten Norlyk.

Nyheden om, at Niels Christian Jung alligevel ikke kommer til få titel af kommunikationschef i Bestseller kommer kort tid, efter at ansættelsen blev annonceret i en pressemeddelelse. I midten af september blev det annonceret, at Niels Christian Jung skulle være kommunikationschef i Bestseller, der ejes og drives af landets næst rigeste mand, Anders Holch Povlsen.

Niels Christian Jung var udset til at skulle ændre kommunikationen i Danmarks største modekoncern.

»Som privat virksomhed er vi nok ikke kendt som dem, der kommunikerer mest. Vi ønsker dog at kommunikere klart og præcist om de ting, der vedrører os og vores branche, og det kræver nogle nuancer. Vi har tiltro til, at Niels Christian med sin erfaring kan være med til at bygge den bro, der gør plads til netop dette,« udtalte Anders Holch Povlsen i en pressemeddelelse.

Niels Christian Jung skulle have overtaget stillingen som kommunikationschef i Bestseller fra den midlertidige Morten Norlyk, som ifølge den tidligere plan skulle have haft fokus på den bæredygtige kommunikation for modekoncernen.

Sammen med kollegaen Olav Skaaning Andersen lavede Niels Christian Jung de afslørende sportsdokumentarer ”Tavshedens Pris” og ”Danskerlægen”. I 2014 lavede Niels Christian Jung så dokumentaren ”Forfra” med Bjarne Riis, der viste en anden og mere menneskelig side af den tidligere danske Tour de France-vinder.

Det er ikke første gang, at en ny kommunikationschef ikke har holdt længe i stillingen. Tidligere var det Line Ernlund, der havde titel af kommunikationschef i Bestseller, men hun var kun i stillingen i få måneder, inden hun også stopppede af »personlige årsager.«

BRANCHENYT
Læs også