Erhverv
BREAKING

B&O indgår aftale med dansk e-sportskæmpe

Astralis har fingeren på pulsen i forhold til, hvad gamerne efterspørger, og det håber B&O at kunne udnytte til at styrke en fremtidig gaming-portefølje.

Peter "Dupreeh" Rasmussen skal i de næste tre år udstyres med B&O-hovedtelefoner. Foto: Astralis Group

I de næste tre år skal Counter-Strike ikonerne Dupreeh og Dev1ce sammen med resten af e-sportsudøverne fra Astralis Group få deres lyd leveret gennem lydprodukter fra Bang & Olufsen, når de ikke er på skærmen.

B&O har nemlig indgået et samarbejde med den børsnoterede danske e-sportskæmpe, der gennem de seneste år er vokset til et brand med professionelle atleter indenfor Counter-Strike, FIFA og League Of Legends.

Foruden leverandør af udstyr bliver B&O også hovedsponsor for Astralis’ FIFA-hold.

»Vi er stolte af at offentliggøre vores nye samarbejde med Bang & Olufsen. Samarbejdet er ikke blot værdifuldt rent kommercielt, men også brandmæssigt da begge virksomheder har en klar identitet og en kompromisløs tilgang til håndværk og kvalitet,« siger medstifter og kommerciel direktør for Astralis, Jakob Lund Kristensen, i en pressemeddelelse.

Også hos B&O er man godt tilfredse med samarbejdet, der skal bidrage med at markedsføre produkterne for en voksen og gaming-glad målgruppe.

»Vi ser meget frem til samarbejdet med Astralis, som er en af verdens største organisationer inden for e-sport. De folk, vi gerne vil nå, er en voksen målgruppe, der er vokset op med gaming, og som ser gaming som en helt naturlig del af deres hverdag,« siger Bang & Olufsens produktansvarlige Christoffer Poulsen.

Mens B&O kommer til at servicere e-sportsudøverne fra Astralis med udstyr, kommer udøverne til at skulle bidrage med sparring om trends og lignende for at styrke B&O’s fremtidige gaming-portefølje.

»Vi forventer at kunne bruge Astralis’ kompetencer og unikke position i branchen til at realisere det store kommercielle potentiale, vi ser inden for gaming,« siger Christoffer Poulsen.

Astralis-spillerne skal bruge produkterne, når de ikke er på skærmen. Dette gælder dog ikke for FIFA-spillerne, der skal bruge udstyret hele tiden.

Det er ikke første gang, B&O stifter bekendtskab med gamingindustrien. Tidligere på året offentliggjorde B&O også et samarbejde med gaminggiganten Xbox.

B&O meddeler, at de har nye hovedtelefoner målrettet gaming tilgængelige i foråret 2021.

BRANCHENYT
Læs også